Konfirmationsfesten

Den traditionelle fest
Efter den kirkelige handling følger festen for konfirmanden, som kan fejres på flere måder. Den mest traditionelle model er, at der er frokost for dem, der har været med i kirken, mens selve festmiddagen først afholdes om aftenen for den voksne del af familien og forældrenes venner.
Alle, der har fulgt konfirmanden, skal inviteres med. Desuden inviteres der som regel også nogle, der måske ikke har haft så meget med konfirmanden at gøre, men som forældrene skylder en invitation.
Det hedder sig, at konfirmationen er barnets første store fest, og at det er ved denne lejlighed, at barnet træder ind i de voksnes rækker. Mange konfirmander får lov til at drikke vin og måske også ryge - officielt for første gang. Alligevel er denne måde at fejre konfirmationen på i højere grad en voksenfest, hvor konfirmanden ofte keder sig bravt, alt imens de voksne kommer i løftet stemning.

Frokost med familie og venner
En konfirmationsfrokost med familie og venner og deres børn bliver måske knap så rørstrømsk eller formel som konfirmationsmiddagen, men der holdes stadigvæk taler og skåles for familiens midtpunkt. Også her skal alle de, der har fulgt konfirmanden, inviteres med.
Frokosten er i sin struktur for så vidt også en voksenfest, men da både fætre og kusiner og forældrenes venners børn er til stede, er der mulighed for, at konfirmanden kan trække sig lidt tilbage sammen med dem, når måltidet er overstået. Længere er den pågældende jo alligevel ikke kommet ind i de voksnes rækker, end at det tit er det sjoveste.

Konfirmandens fest
Endelig kan festen foregå helt på konfirmandens præmisser, hvor han eller hun bliver taget med på råd i forbindelse med hvem, der skal inviteres med, og hvordan festen skal foregå. I disse tilfælde får konfirmanden også lov til at invitere nogle af sine egne venner.
Det, at man vælger at fejre dagen på en mindre højtidelig måde, er dog ikke ensbetydende med, at man undlader at holde taler, digte festsange eller gøre noget ud af borddækningen og lave en bordplan. Det kan foregå fuldstændig på samme måde som til den traditionelle konfirmationsfest.

Den første konfirmationsfest
Oprindeligt var der fra statsmagtens side ikke lagt op til, at der skulle festes i forbindelse med konfirmationen, Det skulle alene være en dag, som var præget af højtid, og som kunne vække børnene til eftertanke.
Det var; som det ofte er tilfældet i forbindelse med indførelse af nye skikke, de toneangivende kredse, der var foregangsmænd, og i dette tilfælde var det selveste kongehuset. Da kronprins Frederik, den senere Frederik den Sjette, blev konfirmeret i 1784, blev højtideligheden i kirken overværet af tidens notabiliteter; og bagefter gik enhvertil sit Men dagen efter var gæsterne inviteret til "Cour hos Kron-Printzen Kl. 7 om Aftenen", hvor de både fik noget at spise og drikke. Desuden var der arrangeret forskellig underholdning med musik og sang, Denne "Cour" blev siden hen forbillede for, hvordan den verdslige side af konfirmationen kunne fejres, Men endnu i slutningen af 1800-tallet spillede konfirmationsfesten ikke en større rolle i de brede lag. Først i 1890'erne begyndte man at gøre mere ud af selve festen, og herefter kom det til at gå stærkt. I midten af det 20. århundrede var konfirmationsfesten blevet en tradition, og den skulle være af et virkeligt format.

Ved festbordet
Konfirmanden sidder imellem sine forældre eller eventuelt med en af sine faddere, gudfar eller gudmor på den ene side og den ene forælder på den anden (Se også: Bordplan).

Taler
Velkomsttalen kan holdes af konfirmanden selv eller af den ene af forældrene. Det er ligeledes en af dem, der skal holde den første tale, medmindre de har skrevet en sang. Også den ældste tilstedeværende fadder forventes at holde en tale, der både henvender sig til konfirmanden og forældrene. Derefter kan de, der har lyst, melde sig. I flere og flere tilfælde holder konfirmanden en tale umiddelbart før tak-for-madtalen, hvor han eller hun takker forældrene for en dejlig barndom, fadderne, fordi de var parate til at påtage sig et ansvar og endelig gæsterne over en kam, dels fordi de er kommet og dels for gaverne (Se om: Taler).

Sange
Der bliver lavet mange sange i anledning af konfirmationsfester. I 1930'erne var det den fest, hvortil der blev skrevet flest sange. Dengang var konfirmationsfesten stadigvæk en af de vigtigste fester i livet, fordi den udgjorde grænsen imellem to livsafsnit - barndommen og voksenlivet.
Konfirmationen er ikke i dag på samme måde en grænse i de unges liv, selv om den for de fleste unge dog stadigvæk markerer en form for skel.
Det er præcis det, de fleste konfirmationssange handler om: De ser tilbage på den tid, der svandt, og frem til den tid, der skal komme (Se om: Sange).

Gaver
Mange konfirmander lægger ikke skjul på, at det først og fremmest er på grund af gaverne, at de ønsker at blive konfirmeret. Pigerne får stadigvæk smykker i konfirmationsgave, men ikke så mange som for bare 10-15 år siden. Og paraplyer, handsker, smykkeskrin, toiletspejl, børste og kam, sølvpudderdåse, bestik og linned er for længst passe.
Hvis der er bøger på konfirmandernes gavebord, er det ordbøger og leksika, da skolegangen jo langtfra er slut med konfirmationen.
Fjernsyn, videoer, stereoanlæg, cd afspillere, pc'er, lækkert mærketøj og penge finder man på både pigernes og drengenes gaveborde. I det hele taget er der ikke længere så stor en forskel på de unges ønsker i forbindelse med konfirmation. På drengenes gaveborde må man i dag lede forgæves efter ure og cykler, for slet ikke at tale om cigar- og cigaretetui og lightere, der var yndede drengekonfirmationsgaver for bare 30-40 år siden.

Konfirmationstøjet
Med hensyn til konfirmandernes tøj, så bærer de fleste af pigerne en enkel hvid kjole med passende ærmer og en tækkelig udskæring, en nederdel eller et par vide selskabslignende bukser og en hvid bluse, eventuelt med et skærf. Enkelte har noget helt andet på.
Nogle steder er det igen blevet almindeligt, at de piger, der vælger en traditionel konfirmationskjole også har en lille buket i hånden, en slags miniudgave af en brudebuket.

Sort, hvidt, kort eller langt
I forrige århundrede dominerede de sorte konfirmationskjoler. I de første årtier af det 20. århundrede begyndte de hvide langsomt at blive almindelige, og i dag ser man ingen sorte. Samtidig med at konfirmationskjolerne ændrede farve, blev de også gradvis kortere indtil årene før og efter 2. verdenskrig, hvor "lang kjole" blev moderne til særlige lejligheder, dvs. til aften- og selskabsbrug samt fx til konfirmation. I dag er der en tendens til, at konfirmationskjoler ligesom brudekjolerne bliver standardiserede til et bestemt "look", der giver associationer til noget prinsesseagtigt - eller i alt fald noget romantisk.

Almindeligt tøj
Drengene er i nogle år mødt op i cowboybukser og en rullekravebluse, en trøje eller lignende, der vel at mærke skulle være af god kvalitet, men flere er så småt igen begyndt at være iført mørkt tøj, ja nogle steder smoking.
Mens drengene som regel godt kan bruge deres konfirmationstøj ved senere lejligheder, er det nærmest umuligt for pigerne at bruge en traditionel konfirmationskjole til noget som helst, medmindre den bliver farvet eller syet om. Og det er formodentlig årsagen til, at pigerne - i takt med at den hvide konfirmationskjole har vundet indpas også er blevet forsynet med almindeligt tøj til pæn brug fra inderst til yderst i form af det såkaldte andendagstøj. Det bestod tidligere af undertøj, strømper, kjole, frakke, sko og eventuelt en hat. I dag er det nok snarere en anledning til, at pigen får sig noget nyt tøj, der lige såvel kan være bukser som kjole. Men det skal stadigvæk være noget særligt, noget rigtigt lækkert tøj, som hun normalt ikke ville få lov at købe.

Konfirmationsmesser
På samme måde, som der arrangeres bryllupsmesser for vordende brudepar, afholdes der også rundt omkring i landet konfirmationsmesser eller i alt fald mannequinopvisninger, hvor flere forretninger går sammen om et arrangement, der ikke alene kommer med forslag til tøj og andre former for udstyr, men også til gaveønsker, til hvordan festen kan holdes, maden osv.

Konfirmationstøjet
Tøjet var det synlige symbol på, at man i forbindelse med konfirmationen overskred skellet imellem barndommen og voksenlivet Derfor var det - uanset hvilket samfundslag man tilhørte - vigtigt, at børnene fik nyt tøj til denne lejlighed. Den unge mand fik sit første sæt tøj, bukser, vest og jakke, mens den unge kvinde fik sin første kjole. Konfirmationsklæderne var deres første (og eneste) voksendragt til pæn brug lang tid fremover.

Konfirmationsforeninger
Konfirmationstøjet kunne godt gå hen at blive en økonomisk belastning for de mindstbemidlede. Derfor skete det ikke sjældent, at børnene blev taget ud af skolen året inden konfirmationen, og deres første "løn" var som nævnt konfirmationstøjet.
Af samme grund stiftedes allerede i 1820'erne de første ud af mange konfirmationsforeninger, hvis formål var at indsamle penge til konfirmationstøj og det nødvendige udstyr, således at konfirmanden kunne begynde i sin nye stilling på en ordentlig måde. De fleste konfirmationsforeningers legater havde en mere eller mindre begrænset modtagergruppe, om end det var fælles for dem, at modtagerne skulle være fattige og værdige. Kun Propforeningen "P", der blev stiftet i København i 1894, blev landsdækkende med filialer rundt omkring i landet.

Sparemærkekassen
Siden 1896 har man kunnet tegne en konfirmationsforsikring, allerede når barnet blev født, og det var der mange der gjorde. Det kunne ialt fald sikre tøjet. I 1881 stiftedes Dansk Sparemærkekasse, hvis formål oprindeligt var at lære folk at spare op, og i 1886 oprettede kassen en særlig afdeling, der skulle tage sig af salget af sparemærker til skolebørn. Da opsparingen tidligst kunne hæves, når man var fyldt fjorten år, blev denne opsparingsform snart betragtet som en konfirmationsopsparing. Endnu i dag bliver sparemærker - især i Jylland - solgt til skolebørn, men ikke for at sikre konfirmationen.

Konfirmationskapper
I 1956 tog enkelte kirker i København ideen med konfirmationskapper op fra domkirken i Oslo. På den måde var man ude over problemet med det kostbare og for pigernes vedkommende til andre formål uanvendelige konfirmationstøj. Ideen var praktisk og god, men er aldrig blevet særlig udbredt. To år efter de første kapper blev taget i brug skrev Berlingske Aftenavis, at de kirker i København, der havde indført kappen, kunne tælles på den ene hånd.
--