Sandhed

Bedst som man sidder og snakker i smågrupper rundt om i stuen, kommer forslaget om, at nu skal vi »sige sandheden«.
Som bekendt holder jo alle vi moralsk tænkende mennesker på, at vi principielt taler sandhed, og at man altid bør gøre det. Så det er ret vanskeligt at opponere på forhånd.
Forslagsstilleren lægger for med at stille et spørgsmål til den dame, der sidder ved hans højre side - og det er oftest et nogenlunde uskyldigt spørgsmål, for at få gjort en begyndelse. Som regel er det heller ikke den fulde sandhed, der kommer til udtryk i hendes svar. Nu er det hendes tur til at spørge sin sidemand til højre om en eller anden sag, ham vedrørende, som hun kunde lide at vide. Og sådan fortsættes der selskabet rundt - med alle tilstedeværende i stuen som vidner.
Efterhånden udarter svarene til ligefremme bekendelser; man bliver grebet af interessen for at få sandheden frem. Navnlig når hele selskabet (der helst ikke skal være større end 10-20 mennesker) har været udsat for både svar og spørgsmål et par gange, vokser trangen til fortrolighed frem i kredsen - og det er utrolige ting, man får at vide.
I nogle selskaber hører man de intimeste anliggender drøftet på denne måde. Der stilles ugenert spørgsmål om ægteskabelige, religiøse og moralske forhold - og man svarer ærligt på dem.
Der må kun stilles eet spørgsmål i hver omgang; det må ikke udarte sig til en udspørgen af den enkelte. Det ville blive risikabelt - for alle Parter.
Utvivlsomt vil mange ikke kunne lide denne leg efter at have læst om den - og måske heller ikke efter at have prøvet den.