Laurids Kock.
Danmark, dejligst Vang og Vænge,
lukt med Bølgen blaa,
hvor de voksne, danske Drenge
kan i Leding gaa
mod de Sakser, Slaver, Vender,
hvor man dem paa Tog hensender; -
een Ting mangler for den Have:
Ledet er af Lave.
Melfar Sund os Fyn beskytter
tryg staar Møens Klint;
indtil Gedser ingen Rytter
ride skal for svindt.
Guldborg Sund for Lolland genner.
Øresund vort Sjælland tjener;
hvert Land hat sit eget Lukke;
alt maa Jylland sukke.
Saadan talte Dronning Tyre,
ret kaldt Danebod :
»I, som staar for Danmarks Styre,
fatter frejdigt Mod !
Gabet kan vi vel tillukke,
saa vi os ej lader plukke
af hver fremmed Løbeskytte;
der faar Lyst til Bytte.«
Fra den østre Danmarks Side
kom den Skaaning skrap;
Sjællandsfaren her gad slide,
køre rask om Kap;
Fynbo, Lollik kom til Jyden,
ingen hjemme blev ved Gryden,
ingen Danemand sad hjemme,
alle Værket fremme.
Efter Ønske vokste Volden,
Danevirke kaldt,
som har mangen Tørning holden,
før den slet forfaldt.
»Ledet«, sagde Dronning Tyre,
»har vi hængt; Gud Vangen hyre,
at den ingen fremmed bryder
eller Hofbud byder!«
Danemark vi nu kan ligne
ved en frugtbar Vang, .
hegnet rundt omkring;
Gud signe den i Nød og Trang!
Gid som Korn opvokse Knægte,
der kan frisk mod Fjenden fægte.
og om Danebod end tale,
naar hun er i Dvale!