Det er min afskedsfest i Trommesalen,
til sidste plads er fyldt det kvalme rum.
Nu ser man først hvad den kan rumme salen
og hvad jeg ejer for et publikum.
Der er vel godt en ottehundred´men´sker
foruden hvad der findes på balkonen
alverden den er her, selv den fulde svensker
som synger med og sprøjter med sifonen.
De elsker den gamle varieté, varieté, varieté
de får et glas øl og en pi´e te
og tænker: Hvad skal det nu blive til ?
De ler i den gamle varété. varieté, varieté,
men der er dog vemod i al dens humør
den skifter igen direktør.
Servering er der ikke mer der hedder
man tar´det glas som man kan nå, i flæng
og roser og violer og sjeleder
udstrør en ældre blegfed blomsterdreng.
Bedrøvet pianisten slår piano´t
og så energisk bli´r det gennemprylet,
at svensken synes rørt, at det bør ha´no´et
og hælder et glas banko ned i flyglet.
Det sker jo så tit i varieté. varieté varieté
så det er en ting man må ti´e te´
men se nu: Der sættes en stige til
spændte sidder den hele varieté, varieté, varieté
der spilles en larmende dillegalop
og langsomt går fortæppet op.
På en gang blír der ganske dødsens stille,
På scenen træder direktøren frem.
En tåre ser man ned af næsen trille
og nokken en og flere efter dem.
At tale overstiger mine kræfter,
så larmes der med stokker og med stole,
men trommesalens guldmedalje hæfter
jeg tavst på pianistens slidte kjole.
da drøner den gamle varieté, varieté, varieté
så højt som en jubel kan stige til
og det er der intet at si´e til
for det var min egen varieté, varieté, varieté
jeg har den forladt for en højere kunst.
Men jeg glemmer aldrig dens dunst.
Tekst Fr.Ricard Musik Victor Holländer
Hilsen fra Vinkelhuses sangklub