Melodi "Jeg elsker den gamle, den vaklende"
Tekst ukendt
En vovet vise for "voksne" i sølvbryllupsalderen
Jeg elsker den gamle den vaklende rønne,
med døre så skæve og vinduer små.
Jeg elsker den gamle og mølædte grønne
og luvslidte sofa, hvorpå at jeg lå.
Der lærte jeg tidlig om elskovens glæder.
Når pigen lå nederst og jeg ovenpå.
Den første gang var hun nu li´ ved at græde,
men det kan I andre nok ikke forstå.
Men tiden den iler det er kun et minde,
om da man endnu havde ungdommens kraft.
Nu håret er tyndt og øjnende rinde,
de lyk´lige dage dem har man jo haft.
Jeg sidder og mindes i ungdommens dage,
hvordan vi os hygged´ når vi kom i seng.
For kærlighed er jo at give og tage,
jeg gav tøsen lykke- og hun mig en mig en dreng.
Den gang blev hun varm, blot jeg tog lidt på låret.
Desværre skal der nu en del mere til.
For nu skal hun nusses og stryges på håret,
og så er det ej sikkert, at hun gerne vil!!
I dag kan de unge i skolen jo høre,
om al det moderne med sex mekanik,
om parringen, om hvordan man skal gøre,
og inden ret længe, de får nok praktik.
Vi andre kun lærte om blomster og bier,
og ellers historie og om geografi.
Men ikke et ord om drenge og pi´er,
vi måtte skam bruge en del fantasi.
Vi elsker dog stadig i fryd og i gammen,
skønt håret er gråt og måtten er slidt.
For skønt vi er gamle, så passer vi sammen,
dog gør vi det nu ikke mere så tit.
Vi gør det nu højest to gange om dagen,
jeg ønsker så tit, at jeg kunne lidt mer´,
For konen, hun vrikker så dejligt med bagen,
men det er der heldigvis ingen, der ser.
Jeg elsker min gamle og falmende kvinde,
jeg ligger imellem de rynkede lår,
og endnu, der er jo lidt lykke at finde,
jeg stryger så blidt på de grånende hår
Det ender som regel i fryd og i gammen,
min kone, hun har nu den dejligste mås.
Og når hun så fyrig slår balderne sammen,
så er det den højeste lykke der nås.
Hun elsker det bagfra ja det gør vi begge,
jeg holder om hoften, så hun bliver kåd.
Vi gør det som dyrene, når de bedækker,
hun vrikker med enden, og bliver helt våd.
Min mave den klasker imod hendes balder,
min "sender" hun op i sin "modtager" får.
Jeg gør det så stille, mens bladene falder,
vi nyder nu sammen vort livs efterår.