Folkemelodi Forf.: Axel Henriques
Den store Escoffier - den franske mesterkok,
som opfandt "Pêche Melba", Gud, den kender De da nok,
har os besøgt i år, har os den ære gjort.
I Muslingskallen var for ham der rejst en æresport.
Der blev for ham der talt på prosa og på vers
af Nyrop, Dessau, Fontenay & professeur Ehlers.
Mens frisk han står for os i al sin glorie,
skal her i korte træk fortælles hans historie:
Den lille Escoffier blev født i Montpellier,
en by, berømt for laksesauce og stikkelsbærgelé,
blev født ved middagstid, gemytlig, kæk og rask
og sa' goddag til verden med et lille, lækkert smask.
Hans første måltid var lidt mælk de pattenut;
den tog han noget valent på og sa' med rynket trut:
"Din mælk er flov, Maman - si'r "flov" med vilje, thi
den kunne blive delikat med lidt vanilje i,"
Da han lidt ældre blev, tog han kun "narresut",
når deri var Amer Picon og hakket Strasbourg-Croute,
- et opvakt barn, der sig med afsky havde vendt
fra øllebrød, hvis den horreur de franske havde kendt.
Da han i skole kom, straks hans geni man ser:
Han miksed klassens lommemad i første frikvarter;
af grøn ost, flækkesild og frikadellemad
han komponerede sin første officielle mad.
Han tænkte siden, da han havde Ruslands tsar
serveret beuf tartar med flødeskum og kaviar
og æresrunde gik langs taflets stolerad:
"Hertil la'e jeg dog grunden, da jeg miksed skolemad."
Et muntert ungdomsliv har Escoffier nok ført,
har tus'nder kilos smør og mange flere hjerter rørt,
var ringforlovet 12 og 14 gange gift,
når man er mesterkok, vil kan jo helst ha' mange "skift".
I mange, mange år har Escoffier sat pris
på dejlig mad og gjort os livet til et paradis,
der ej den husmand er på hedens golde jord,
der ikke kender Escoffier og hanses kolde bord.
Skønt mange vist vil tro, han lever blot i nuet
- hver dag er han til frokost og til middag jo bedt ud -
hver nat han grubled dybt - han fandt "de vises sten",
som han hvert middagsdøgn gi'r verden ind med spiseskeen.
Nu er han gammel, men hvor gammel ved ej no'en,
han virked under den såkaldte franske rest(au)ration,
et årstal har man dog for Pêche Melba, som
han digted den gang, da Napol'jon hjem fra Elba kom.
Han venlig var og rar, med Danmark ret fornøj't,
(han syntes blot, at vi blev vartet op en smule sløjt)
til tak han skænked os, skabt ved hans himmel kraft,
den nu berømte lo-bes-co-ves à la Vimmelskaft.
Hvis kronen synker mer', hvis Island falder fra,
hvis Grønland bli'r norrøn og tørlagt nu til mikkelsdag,
hvis verdnen drukner helt i vrøvl og tåbesnak,
så skidt med det! Vi Escoffier har set i Copenhague !!!
"Kokkenes Kejser" Auguste Escoffier (1846-1935) var takket være sin kunst det uovertrufne navn for sin tid, kastede i længere perioder på skift glans over de førende monarkers husholdninger og satte nye hoteller i gang i både Paris, Berlin, New York og Buenos Aires. Hans gastronomiske triumtog omfattede alle storbyer i tur og orden, hvorfor han - som andre verdens berømtheder både før og siden - først nåede til København i den sidste ende (1923) uden dog at være hverken udbrændt eller udkogt. I en gourmandisens tid som vor, giver det ligegodt en ret ryg at vide, at Escoffier har været her.
Lo-bes-co-ves ser værre ud, end det lyder, idet alle disse bogstaver faktisk dækker det, vi i dag så enkelt og ligetil og i henhold til restskrivningsordbogen staver: labskovs.