Komp.: Valdemar Schjødt Forf.: Erik Bøgh
En vise vil jeg kvæde om gamle Ole Smed,
enhver til trøst og glæde - og ingen til fortræd.
Hvad manden har bedrevet, det er just ikke stort;
:;:men visen, jeg har skrevet, er også simpelt gjort.:;:
Hans moder hun hed Dorthe, hans fader hed Per Smed!
Han er nu død og borte, og det er hun nok med.
Om Oles første færden er grumme lidt bekendt;
:;:men han kom vel til verden som andre folk omtrent.:;:
Det gik ham først lidt ilde i skolen; thi han så:
den megen lærdom ville ej rigtig bide på;
men tabte han vel modet? Nej, Ole han var tryg!
:;:Hvad ej han fik i ho'det, det fik han på sin ryg.:;:
At blive konfirmeret var ej så let en kunst,
derpå han spekulered et par års tid omsonst.
Men hvordan det nu kom sig, så slap han frem en dag,
:;:for præsten han var om sig - det gjaldt et vognbeslag!:;:
I røg og sod og sværte, med sved og slæb og slid
sit håndværk nu han lærte, - og det tog megen tid,
før Ole han forstod'et. Det ved jo nok enhver:
:;:Den kunst at træffe ho'det på sømmet er så svær.:;:
Og da det var på tide, han skulle gifte sig,
så gik han hen og fri'de; men Maren gav ham Nej;
dog siden - sådan går'et - blev hun ham huld og tro
:;:og fik et barn om året ... og somme tider to!:;:
Så levede de begge i mange, mange år,
lunt sad han mellem vægge, tilfreds med sine kår,
og mens nu gode tider med onde veksled om,
:;:så døde han omsider af bare alderdom.:;:
Han leved fromt og stille, med verden holdt han fred:
alt, hvad de andre ville, det ville Ole med.
Tænk, hvor han kunne drevet det vidt med den forstand!
:;:Guds død! Han havde blevet en prægtig rigsdagsmand!:;:
Et af visemesterens helt igennem svedne påfund, hvor den liflige pointe omhyggeligt gemmes til sidste linie og får en til at gennemgå hele visen endnu en gang for at se, hvor uskyldigt og smukt Bøgh får alle et ordinært og æret medlems kvalifikationer anbragt på rette tid og sted.