Mel.: Min kære lille søster fra »En søndag på Amager«.
Du kære Fanøpige, naturens skønne blonde mø,
du er en pryd for Danmark og for din skønne ø.
Nu er der gået mange år, men for mit indre blik du står
i klitterne, ved havet, med vinden i dit hår.
Du fagre Fanøpige, du barn af hav og vår.
Jeg sad en stille aften i klitten ved det store hav,
da gik du langs med stranden, slog smut og pilled rav.
Du havde kjolen kiltet op, du dansed' som på bølgens top.
Du løb i bølgen ud, og mod land du atter sprang.
Du troede dig alene. Du klukked', lo og sang.
Du kære Fanøpige, du tjente i kaptajnens gård.
Du pige var i huset, du vogted gæs og får.
Jeg så dig tit, du kan mig tro, det var dengang i Sønderho.
Jeg så dig mangen søndag på vej til kirken hen.
Jeg så - i solnedgangen - du mødtes med din ven.
Din ven var søn af havet og fulgte sine fædres bud,
han var en vestjysk fisker, som drog på havet ud.
I to så langt i tiden frem, I ville bygge hus og hjem.
Bag gærdet ved min hytte I slog jer roligt ned,
men alt, hvad der jeg lytted'? forbli'r en hem'lighed.
Så kom den søndag morgen, hvor du i festlig Fanødragt
i Sønderho i kirken indgik så skøn en pagt.
Den dag blev du en fiskerbrud for både mennesker og Gud.
Da lød om Fanøs strande de frie bølgers sang
i takt med skønne toner fra kirkens klokkers klang.
I mange år på Fanø du hygged' glad om hjem og børn.
Din fiskermand på havet tog mange hårde tørn.
En nat, da Blåvand meldte storm og havet fik sin griske form,
da stod du der i klitten og så mod storm og hav.
Det var den nat, din mand fandt en fiskers våde grav.
Du kære Fanøpige, hver aften du i klitten står,
din sorg har givet stilhed og grånet dine hår.
Din stille bøn er sand og øm, igennem år den samme drøm,
at han, som blev derude, for evig er din ven,
jeg tror forvist, i himlen I mødes skal igen.
Den blinde digter, Dan v. Kettow