Hun havde sparet månedsvis, ja meget, meget længe
til hendes sparegris var blevet fuld af kobberpenge
og alle sparepengene, dem skulle pigen bruge,
for mor har jo fødselsdag engang i næste uge.
Det er så dyrt at kør' med bus, så hun må altid trave
hun går til juvelerbutikken for at købe gave.
Den gamle guldsmed smiler lidt, mens pigen står og nejer
hun knuger om sin sparegris, der rummer, hvad hun ejer.
Hun står og ser sig om med øjne, der er fyldt med lykke,
så spø'r hun: "Undskyld, men hvad koster såd'n et perlesmykke?"
Den gamle guldsmed svarer: "Jo, nu skal jeg si'e dig prisen
det koster nøjagtig det, du har i sparegrisen".
Den lille pige takker ham, og grisen skifter ejer,
så ta'r hun smykket, går mod døren, vender sig og nejer.
Den rige juveler må stå lidt fattig i butikken
da pigen med et glædessmil forsvinder i trafikken.
En uge gik, og så en da', kom mo'ren lidt bedrøvet
til disken med sit smykke og der stod hun lidt og tøved'.
"Min datter si'r, hun købte det, men jeg kan ikke nægte,
at jeg har vær't betænkelig for smykket er jo ægte.
"Hun har vel ikke stjålet", hvisker mo'ren ganske stille.
I juvelerens blik begynder nu et smil at spille.
"Den lille pige stjal mit hjerte, da hun stod og nejed'
og takked' mig så høfligt, mens hun gav mig alt, hun ejed".