Komponist Svend-Aage Petersen - Tekst J. H. Wessel
En Herremand sov engang hen,
og så skal alle Herremænd,
hvor gjerne de end leve vilde.
Og det er ilde,
at dø, når man endnu ej vilde.
Den Herremand, jeg synger om
did, stakkel !, efter Døden kom
hvor ingen frøs, skjøndt alle vilde.
Og det er ilde,
at ikke fryse, når man gerne vilde.
Han traf sin kusk, og studsede:
"Hvad " Jochum og i Helvede ?
Jeg næsten det forsværge vilde.
Og det er ilde,
at se, hvad man forsværge vilde.
"Hvorfor jeg kommen er herned,
du uden tvivl alt forud ved,
så jeg omsonst det dølge vilde."
Og det er ilde,
bekjendte ting at dølge vilde.
"Min søn forfaldt til hor og spil,
og satte flere penge til,
end min formue tåle vilde." (synges: e-end min for-ormue...)
Og det er ilde,
at den ej mere tåle vilde.
"Af godhed for det skumpelskud
jeg suged´ mine bønder ud,
og deres suk ej høre vilde."
Og det er ilde,
ej bønders suk at høre vilde.
"Men du, som var så from og god,
og gjorde intet kræ imod,
hvi du er her, jeg vide vilde."
Og det er ilde,
så nøje alt at vide vilde.
"Det går", var svaret, "mig så slet,
fordi jeg hisset gjorde det,
som I ej kunde, skjøndt I vilde."
Og det er ilde,
at ikke kunde, når man vilde.
"Den søn, som volder, I er her,
har jeg på halsen skaffet jer;
Jeg Fruen intet nægte vilde."
Og det er ilde,
slet ingen ting at nægte vilde.
Sligt lærer hvert utugtigt skarn,
at ikke skaffe Næsten barn,
skjøndt Næstens kone gjerne vilde.
Og det er ilde,
at næstens kone gjerne vilde.