Mel.: Freylinghausen 1704
De helliges samfund - Fællesskabet - 377
1
I, Herrens udvalgte, som hellighed øve,
hvor står det med kærligheds vigtige prøve?
Står I ret forbundne ved enigheds ånd?
Har intet forvirret det liflige bånd?
Vor Fader i Himlen kan hjerterne kende;
hvor kærlighed fattes, har troen en ende,
den Højestes flamme bør himmelhøjt brænde.
2
Så snart vi er ovenfra fødte og bårne,
af Jesus vi ere til brødre udkårne,
én Fader, én tro og én Ånd og én dåb,
én vej til at vandre, ét eneste håb
kan brødrenes hjerte aldeles forbinde;
vi kunne ej andet end kærlighed finde,
mistænksomhed, vrede og tvedragt forsvinde.
3
Vor moder her oventil mener det samme
og favner os alle i kærligheds flamme;
på højhed i verden her bliver ej set,
thi samlingen er udi ydmyghed sket;
hvor tvedragt og idel splidagtighed gøres,
og kærlighed bare af munden kan høres,
dér kan man til englenes selskab ej føres.
4
Hvad jeg er, min broder, det er du og blevet,
vi begge vort navn fik i Himlen indskrevet;
til Himlen står al vor forlængsel og tørst,
hver haster og stræber at komme der først,
dog elsker den ene den anden af hjerte,
som Jesus, vor frelser og broder, os lærte,
den ene fornemmer den anden hans smerte.
5
Så lader os glædes og elske af hjerte,
forsøde hverandre den bitreste smerte,
forbindes i Ånden tilsammen som én,
at kærlighed findes oprigtig og ren,
og lader vor Fader en frydesang høre!
Det skal ham hans hjerte usigelig røre,
skønt børnene kan det kun stammende gøre.
6
I Himlen vi bedre skal høje på tonen,
når brødrene samlede træder for tronen
i heftigste lue og dejligste rang,
med lifligste harper og sødeste sang.
Så løfter op samlede hjerter og hænder,
og længes at sankes, hvor striden sig ender,
og kærligheds lue evindelig brænder!
Christian Andreas Bernstein 1704. Hans Adolph Brorson 1734.