Erica Voigt synger "Jacobsen" i Dagmarrevyen 1948. Musik Åge Stentoft. Arvid Müller.
Det var på en bagperron, det skete,
det var midt på da'en, på linie fem,
jeg sku' billetteres, og jeg ledte
for at finde tredve Øre frem,
de var gledet ned og sad i foret,
lommen var så smal og frakken stram,
pluds'lig sa' en herre:
Av, frøken, den var værre-
så sa' han: Jeg betaler! Det var ham
Jacobsen!
Jeg vidste ikke, han hed Jacobsen.
Så sku' jeg skifte ved det næste stoppested,
Jacobsen fulgte med.
Jacobsen tog hatten af og sagde:
Jacobsen.
Så sa' han, da jeg sa',jeg sku' med linie to:
Det skal jeg med - og lo.
Mens vi sad og kørte,
mærked' jeg han førte
armen rundt omkring min ryg,
men man ku' jo ikke sådan si' "La' vær"',
det ku' let virke pinligt i vognen, især
på Jacobsen,
så hvorfor sku' jeg støde Jacobsen,
han holdt så blødt som på et stykke porcelæn,
Jacobsen var så pæn.
Det var godt, at det var midt på dagen,
så'r man mere så'n, de ved, sig sel',
han var også meget velopdragen,
da jeg gav han hånd'en og sa' farvel.
Først så sa' han: Frøken, tak for turen
og så sa' han: Ses vi snart igen?
Jeg blev helt forlegen
og kikked' ned i vejen,
jeg sagde, tror jeg, ikke andet end:
Jacobsen,
det ved jeg virk'lig ikke, Jacobsen.
Så sa' han: Skov'n er pæn om sønda'n,
sku' vi ja? Så sa'e jeg: Ved De hva',
Jacobsen, jeg tror De er en værre
Jacobsen.
Så sa' han: De' vel ikke bange for en skov?
Så sa' jeg: Både og.
Jeg ved ikke hvodden,
Jacobsen var sådden,
så jeg ikke ku' si' nej -
før han gik, så loved' jeg, vi tog af sted
næste søndag, og jeg sku' ta' frokosten med
til Jacobsen,
man bli'r så sulten, sagde Jacobsen.
Så sprang han på en linie to, der var i fart,
Jacobsen var så smart.
Der var mange folk på Er'mitagen,
osse mange hjorte og små føl,
jeg havd' tyve kroner med af gagen,
jeg drak kaffe, Jacobsen fik øl.
Pluds'lig mens vi gik blev han poetisk -
Frøken, sa' han, lad os sidde her
"under bøgen s skygge
bor mange men'skers lykke",
det lød så kønt, så sagde jeg: La' vær',
Jacobsen,
det må De altså ikke, Jacobsen.
Så sa' han: Hvorfor ikke det?
Så sa' jeg: Nej,
el's må De gå Der's vej,
Jacobsen.
Men hvem der ikke gik var Jacobsen -
han var så stærk og så tilsidst blev jeg svag -
det var ved højlys dag.
Da vi lå og hvilte, sa' han, mens han smilte
og imens han rejste sig:
Jeg går hen i kiosken, bliv De, De er træt,
jeg går hen og får fat i en go' cigaret,
sa' Jacobsen.
Så så jeg aldrig mere Jacobsen!
Det var - det synes jeg - den store ironi,
det var ved Springforbi.
Alt det der, det skete sidste sommer,
ugen efter tænkte jeg: hvornår
kan jeg vente resultatet kommer?
og det kom den tolvte marts i år.
Han blev døbt i forgårs i Mathæus,
præsten sagde ualmindelig strengt:
H vad skal barnet hedde?
Jeg stod med blikket nede,
så sa' jeg: Han skal hedde, har jeg tænkt -
Jacobsen,
så sa' han: Hedder De da Jacobsen?
så sa' jeg: Nej, men hvad pastoren ikke ved
er, der var en, der hed
Jacobsen,
og Jacobsen er far til Jacobsen.
Så sa' han: Nå - javel - det skuffer mig som præst,
men det ved De jo bedst.
Hvis jeg skuffed' præsten,
syn's jeg osse næsten
jeg kan være skuffet lidt.
For de tredve øre på den linie fem
gav jeg alt hvad jeg ejed' og havde, til hvem?
til Jacobsen,
han fik det billigt, gjorde Jacobsen.
Jeg tror - det tror jeg - at enhver vil gi' mig ret:
det var en dyr billet!
Hør den her:
Jacobsen -- Bodil Udsen - YouTube
https://www.youtube.com/watch?v=phOM952srJ8
Sød lille vise. ... Jacobsen
-- Bodil Udsen.