Jeg kom bag plankeværket

(Frederik og Clara)

 

Jeg kom bag plankeværket

og slap i haven ind.

Mon ingen mig har mærket

i dette måneskin?

Nu stille, ganske stille,

med sagte, lydløst fjed,

nu står jeg, hvor hun ville,

på vort bestemte sted.

Her hilses jeg alt

af den blændende jasmin;

men hun, som jeg venter,

er mere hvid og fin.

I morgen til armeen! I dag til favnetag!

:,: I morgen bliver meget forskellig fra i dag. :,:

 

Ja, sjælden er i staden

en have som den her.

Og adskilt kun ved gaden

er volden ganske nær.

Tit stirred jeg fra banken

hertil, og så mig blind,

men kom dog kun med tanken

i paradiset ind.

Nu står jeg herinde,

jeg er i lykkens havn,

om lidt skal den skønne sig hvile i min favn.

I morgen til armeen! I dag til favnetag!

:,: I morgen bliver meget forskellig fra i dag. :,:

 

Se månen, hvor den sejler

hen over voldens kant!

Det venstre lys den fejler,

så er den håbets pant.

Måske dog, når den fylder

sin hele runddel ud,

min bleghed den forgylder

og tåren hos min brud.

Hvad skæbnen vil bringe,

det lad den bringe kun!

I dag er jeg vis på

en salig afskedsstund.

I morgen til armeen! I dag til favnetag!

:,: I morgen bliver meget forskellig fra i dag. :,:

 

Hvor smukt nu månen skinner

på denne gyldenregn!

Men ved dens lysning finder

jeg hist et bedre tegn:

Den hvide kjole glimter,

jeg kender denne dragt;

det mørke sjal jeg skimter

om hendes hoved lagt.

0, Clara! Vi mødes

til afsked denne kvæld,

men lifligt som velkomst mig følger dit farvel.

I morgen til armeen! I dag til favnetag!

:,: Nu glemmer jeg i morgen og lever for i dag. :,:

 

 

I marts 1849 - altså midt under Treårskrigen - udsendte det Reitzelske Forlag for en salgspris af 16 sk. GADEVISER. Tekster og melodier af J.L. Heiberg. Og selv skriver digteren i sit forord: "Ved gadeviser forstår forfatteren viser, der behandle sådanne emner, som ere i folkemunde. Hos ethvert nogenlunde liv­ligt folk er der en trang tilligsom at befrie sig fra sine egne øjeblikkelige interessers tryk ved at lade kun­sten bemægtige sig dem og lette deres byrde. Visen er den naturligste, måske den eneste form, hvori en folkelig poesi kan udøve denne virkning."

Den ellers så eksklusive æstet steg i alvorens stund ned til folket for at opmuntre det med sin kunst, og resultatet var syv viser, hvoraf i hvert fald den her bragte sammen med "Claras ensomhed" ("Nu vanker jeg atter i haven hen; men Fredrik er ej i dens gange") og "Clara og hendes Søster" ("Men Clara! hvorfor rødmer du ved Berlings Avis?) overlevede både krigen og århundredet og gjorde Heiberg til den folkelige digter, som han ellers af natur så langtfra var.