Sådan kan små nisser også se ud - bløde og dejlige og lidt umulige. Nisse-babyerne er dels strikket i striber, dels syet af strømpebukser, så du har sikkert allerede materialerne i hus.
Højde: Ca. 45 cm.
Materialer: Til 1 nisse-baby: Der anvendes i alt 100 g strømpegarn i forskellige farver og i en kvalitet svarende til p nr. 3. Endvidere skal der bruges polyester-fyld, et par nylonstrømpebukser, brun sytråd, garnrester til hår, 1 m hvid feston 5 cm bred samt 2 brune knapøjne.
Pinde: Jumperpinde nr. 3 samt strømpepinde nr. 3.
De 2 nissebabyer er strikket ens i glatstrikning - kun striberne er forskellige.
For- og bagstykke:
Strikkes ens. Slå 32 m op på jumperpindene og strik 4 p. Skift til en anden farve og strik igen 4 p, idet der samtidig tages 2 m ud i hver side på hver anden p - i alt 7 gange. Strik lige op til der er 10 striber. Skift til ensfarvet garn d.v.s. ingen striber og strik som før blot i modsat rækkefølge således, at der sluttes med 32 m. Luk af. Strik endnu et stykke magen til. Sy kroppen sammen i siderne og forneden.
Arme: Slå 38 m op på jumperpindene og strik 6 cm. Sy armene sammen i siden.
Ben: Pige: Slå 20 m op på jumperpindene og strik striber à 5 x 4 p. Tag 10 m ud (fod) og strik 12 cm med rødt. Luk 10 m af og strik i striber som ved benets beg. Luk af.
Dreng: Strikkes på samme måde, men uden striber. Sy benene sammen hele vejen undtagen foroven.
Hue: Slå 96 m op på jumperpindene og strik 1 cm 1 r, 1 vr. Skift til strømpepindene og strik rundt i glatstrikning. Strik 10 cm. Tag derpå 1 m ind i beg. af hver af de 4 p. Gentag dette til der ikke er flere m tilbage. Hæft ender. Lav en lille kvast og sno en snor. Sy snoren sammen med kvasten. Sæt kvast og snor i toppen af huen.
Hænder: Klip fødderne (tæerne - ca. 6 cm) af et par strømpebukser. Kom lidt fyld i og sy stykkerne fast til de 2 ærmer, så de bliver til hænder. Sy med brun sytråd igennem strømpe og fyld, så der dannes fingre.
Hoved: Form et hoved i passende størrelse af fyld (bredde ca. 20 cm, højde ca. 15 cm). Sy hovedet med et par sting, så det holder formen. Form en lille næse af fyld og sy den på hovedet.
Træk det øverste af strømpebukserne hen over hovedet og klip af, således at der kan hæftes på bagsiden af hovedet. Sy øjne på ansigtet tæt ved næsen - træk tråden til, så øjnene falder ind i hovedet. Sy mund med brun sytråd på samme måde som til øjne. Farv forsigtigt med lyserød farve på kinderne.
Montering: Kom fyld i kroppen. Sy hovedet til kroppen. Kom fyld i ben og arme og sy til kroppen. Lav krøller af garnrester ved at vikle garnet om et par fingre og hæft krøllerne på hovedet med et par sting. Sy huen fast på hovedet. Rynk festonen foroven så der dannes en krave. Sy kraven fast omkring halsen.