Lermennesket

Melodi: Peder Kragerup - Tekst: Bob Ramsing

Som bekendt blev verden lavet bid for bid,

alt i alt tog skabelsen en uges tid.

Man kan li'frem se Vorherre slide i'et,

inden han til sidst blir træt af skaberiet.

Mens han slapper af og adspredt ser sig om,

syns han nok, at verden er lidt tom,

og han sidder der og taler med sig selv­ -

før at han forstår, at der jo ikke er en sjæl!

Mens han skæver til sig selv i søens vand,

former han en lerklump til en m/k-mand.

Jo, det ligner, men figuren er for blød,

derfor lægger han den ud i solens glød,

og han glemmer helt at kikke på sit ur,

da han slapper af med en spadseretur.

Langt om længe husker han, du store Gud -

­er det virk' lig sådan men' sket skal se ud?

Kære milde skaber, se hvad du har gjort,

solen har jo brændt det første men'ske sort.

I en times tid er han fortabt og stum,

selvom farven måske ikke er så dum?

Men, det er nok bedst at prøve en gang til,

hvis da ellers solen og Vorherre vil.

Atter blir en klump lagt ud i solens glød ­-

tiden går, han tar den op, nu er den - rød.

Stærkt i tvivl hvad angår denne farvesag,

kikker han på rødt og sort den halve dag,

men til sidst beslutter han at blive ved,

selvom solen nu er gået halvvejs ned.

Næste klump får kun lidt sol en times tid,

det er derfor at figuren nu er hvid.

Efterhånden ved han ikke, hvad han ska ­-

hvilken farve bør et rigtigt men'ske ha?

Fjerde klump placerer han så halvt i skjul,

resultatet blir, at farven nu er - gul.

Det er sent og solen næsten gået ned,

klumpeme er lagt på række og geled,

hver for sig de ligner sådan set ham selv,

men det' kun den ene han vil gi en sjæl.

Nu kan du jo gætte hvaffor en han tar -

­hvilken farve tror du selv Vorherre har?

Husk, at da han havde os i solen lagt,

for at vi sku blive rigtig gennembagt,

stak han med en finger, som man gør,

for at se om men'ske-klumpen snart var tør.

Uanset hvordan vi kom til livets port,

blev vi alle af den samme lerklump gjort,

gule, røde, hvide eller sort som kul -