(Kan synges efter Tørresnoren, når man slår to vers sammen til et.)
I »æ mørkning« løber snakken,
det er dårligt, man kan se.
Oldefar ska' ha' tobakken,
Oldemor sin honningske.
Marenmost'es øjen ruller
over Jens'es sølle sok;
den har gennemtræk af huller,
en snes stykker, tror jeg nok.
Mor har endnu nok at skaffe,
Far gør rent i vores lo.
Nabos Sine slubrer kaffe
men en lyd som vores ko.
Anders går i råd hos Mette,
men i aften er de her,
for hos Mette er de trætte
efter barselsnat og veer.
Mettes søster, Ann' Kathrine,
sidder på wor Niels'es sted.
Hun blir otte her den niende,
og i aften sku' hun med.
Nå: - Der kommer Far omsider,
sætter sine træ'sker ned.
Snakken går om drøje tider,
fragter, skatter, - krig og fred.
Men så kommer der en pause, -
Oldefar får piben tændt,
for når alle vi blir tavse,
er det hans tur, - som bekendt.
Så begynder han, - lidt treven, -
om hans Faders redningsfærd;
hundred gange er den bleven
genfortalt til fjern og nær.
»Det wor briggen Mikkelsine«,
(hvor vi kan det, ord for ord,)
»og det wor en rigtig svine-
hundevejr med vind i nord"
»Morten Lydom og Niels Jerne
sprang i båden, da hun sad,
og med Svendsen-Bøjs lanterne
stod der kvindfolk her og bad.«
»Søen viste hvide tænder,
slog mod åren med et brag! «
- Og med sine gamle hænder
gør han så et åretag.
»Det er to'renvejr mæ lyssen,
det wor Marts, jeg tror, det frøs.
Og der lå en i kabyssen
med et brækket ben, - en knøs.«
»Der wor otte mand i brikken,
og de syv blev frelst før dag ...
« - Så en pause! - Urets tikken
bliver stuens hjerteslag.
Marenmost og Mor de gaber,
og jeg snitter på min båd.
Olde strækker sig og taber
derved både nål og tråd.
Nabos Sine hoster, - spytter
ned i bakken med et smæld!
- Der er ikke en, der lytter,
for vi kender den for vel.
Altid ska' han holde inde!
Altid her - ved denne knøs
venter han bestemt at finde
lytterskaren åndeløs.
Men i frygt for, hvad der hændte
denne stakkels sømandsknøs
rejser sig med smertespændte
øjen vores lille tøs.
Og mens aftenvinden tuder
klirrende mod rudens glas,
går på kattesilkepuder
Ann' Kathrin' fra Niels'es plads.
Dybt i hendes våde øjen
lyser frygten for et svar,
og igennem piberøgen
går hun hen til Oldefar:
»Ham med benet, du Hans Jerne,
- knøsen - fik de ham i land?
« - Aldrig blev en aftenstjerne
tændt så brat i gammel mand!
Piben blæste blågrå ringe,
og det tog en liden stund,
før den gamle ku' betvinge
den her bævren om hans mund.
Så - igennem næsekluden -
sa' han: - »Just som du vil helst,
blev den lille purk på skuden
også bragt i land og frelst... «
»Skytten«
--