Maggiduddi og jeg (27)

Jeg var endnu ganske lille,
da skæbnen ville
at mor gik bort.
Hende der, som jeg er bror til,
blev jeg så mor til,
det var lidt hårdt.
Men jeg husker mor hun sa'e,
dengang hun på sit yderste la':
Ta' dig lidt af det lille skvat,
sørg for hun aldrig blir forladt.
Pas nu godt på Maggiduddi,
for hun er jo kuns et barn.
Tænk hvis hun sku blive skudt i
en mand med fut i,
hun er så uerfarn.
Hendes far han var rekrut i
garden, han forførte mig,
derfor nedkom jeg i uti'e,
med Maggiduddi og dig.

Siden har jeg så holdt øje
og passet nøje
på tøsen der,
og nu bor hun hos mig hjemme,
og hun er me' me'
på al min færd.
Vi kan aldrig skilles ad,
derfor går vi skam aldrig i bad,
hvis De går på gad'n og der
pluds'lig blir trådt på Deres tæ'r,
så, det mig og Maggiduddi,
som er ude at gå tur.
De sku gi' en genstand sku' De,
for Maggiduddi
er nemlig storforbru'r.
Ikke no'et med Tuttifrutti
eller lemonskvat, uh nej.
Vi vil helst ha' no'et med sprut i,
Maggiduddi og jeg.

Som en digter sa' så fyndigt:
»Det er så yndigt
at følges ad«
jeg med tøsen føl' s bestandigt, det er umandigt,
men ved De hvad,
det var li'godt værst i fjor,
da jeg var på session i Nybo'er
og sergenten pluds'lig sa'e;
»Hvem er det så, der skal klæ's af?
Det skal jeg og Maggiduddi,
kan vi ikke bli' kassert?
De sku' skamme Dem, det sku' De,
for Maggiduddi
er noget så genert,
og kanoner er der krudt i,
nej, så giv De hell're mig
en trompet, som vi kan tru't i
Maggiduddi og jeg,

Ludvig Brandstrup.