Tekst: Ludvig Brandstrup og Alfred Kjærulf. Musik: Kai Normann Andersen.
Jeg har ligget i en Mose
mange tusind Aar,
emballeret i en Pose,
men en brusende Vaar
dukke d jeg af Mosen op,
da de lukked Posen op
skreg de: »Hun er storeslem
de' en hel Methusalem«
men de faldt om, da jeg sprang· frem
(for) Man kan godt' være ung og yndig, selvom man er gammel
jeg var ikke stendød,
jeg var kun lidt skindød,
og har aldrig kendt til Pudder, Creme og saadan noget Skrammel
eller ta'et saa meg't som et halvt Gram Kruschen Salt.
Jeg var sytten, da jeg døde,
deraf kommer det vel,
jeg har Kinder, der er røde
og en sommerlig Sjæl,
nu er der rødt paa Kryds og tværs,
selvom man er fyldt halvfjerds
Bedstemødre nu tilda's
tænker kun paa Tant og Fjas
og paa at faa en lille Jazz.
(For) Man kan godt være ung og yndig, selvom man er gammel
og de bli'r med Aar'ne
mer' og mer' bedaar'ne,
nu vil ae ikke strikke Strømper eller væve Vadmel
selv en Tip-tip Oldemor gaar med Pagehaar.
Hvis de 60 man er passeret,
visner no'en igen,
jeg er ikke antikveret,
jeg gaar paa' en igen,
jeg en Rolle spille vil
i det store Puslespil,
ingen mig kassere ka',
jeg .vil ta' Eksempel a'
hvad Anna Bloch til Norrie sa':
Jeg kan godt være ung og yndig, selvom man er gammel
efter lille Lisbeth
har jeg gaa't og gispet
og hvis De gi'er mig den, saa lover jeg at ta' mig sammen
saa om et Par Aar jeg kan ta' Ofelia.
Jeg for mange tusind Vintre
siden giftede mig.
Kælent han i Hulens Indre
sad og viftede mig.
Og da han var Filosof
mangled Talen aldrig Stof
skønt min lille Professaar
var syv otte tusind Aar,
havde han dejligt krøllet Haar.
(For) Man kan godt være ung og yndig, selvom man er gammel
han var kaad som' Føllet,
(men) det var Ii' til Øllet,
naar han sku' kysse mig God Nat, saa stod han paa en Skammel
for han var en lav lille Mand med en høj Forstand.
