Mel.: Thomas Laub 1918
Kødets opstandelse og det evige liv - Evighedshåbet - 565
1
Med sorgen og klagen hold måde!
Du mindes den hellige dåb
og Himmerigs bord af Guds nåde.
Tilegn dig Guds herligheds håb!
2
Hvi gemmer du støvet i kiste,
hvi rister du navnet i sten,
når ikke i troen du vidste,
at vågne skal slumrende ben!
3
Lad legemet kun sig udhvile
og fattes med synet al sans!
Det skal dog opvågne og smile,
skal skinne og skues i glans.
4
Så kornet utallige gange
har fundet sin død under muld,
opstod dog i bølgende vange
og skinned i solen som guld.
5
Så lagdes din frelser i dvale,
men ved du ej, hvor han er nu?
Han troner i Himmerigs sale
og husker, ved støv hænger du.
6
O, glem ej, at hytten, som hælder,
som raver og synker i grus,
sin brøst vel med rette undgælder,
men bygtes dog til et Guds-hus!
7
Guds ord det går aldrig af minde,
det hørtes og troedes der,
og tit har de leget derinde,
små-englene, Gud haver kær.
8
Når under de rødmende skyer
der stødes i Himlens basun,
for gravfolket morgenen gryer,
sig rejser Guds faldne paulun.
9
Lyksaligste af alle dage,
o muld, når af dig myldrer frem
Guds billeder alle så fage,(1)
når Gud henter børnene hjem!
Aurelius Prudentius Clemens 4. årh. N.F.S. Grundtvig 1844 og 1864. Jf. nr. 529.
(1) hurtigt