Mel.: Den yndigste rose er funden
Kødets opstandelse og det evige liv - Døden - 529
1
Med sorgen og klagen hold måde,
Guds ord lad dig trøste og råde,
lad hjertet i sorgen ej synde,
ved døden vi livet begynde!
2
Vi indsvøber liget med tåre
og lægger det stille på båre,
men svøbet og båren betyder,
det slumrer, til dagen frembryder.
3
Lad hjerte og øje kun briste
og legemet lægges i kiste,
den time ej borte skal blive,
da Herren det kalder til live.
4
Hvad før var al ynde berøvet
og blandedes ganske med støvet,
en lysende bolig skal være
for sjælen i Himmerigs ære.
5
Se, kornet i jorden den sorte
det synes så visselig borte,
men atter sin spire det skyder,
i gyldneste grøde frembryder.(1)
6
O jord, vi en gave dig skænker,
med gråd i dit skød vi den sænker,
en dyrebar sæd du modtager,
vi derfor dig kalder Guds ager.
7
En sjæl i den støvhytte bo'de,
en sjæl, som på Frelseren tro'de
og længtes med håb mod det høje,
med Gud og hans glæde for øje.
8
Du, jord, må nu legemet gemme,
Gud vil det dog ikke forglemme,
men pryde det dejligt med ære
til evig hans billed at bære.
9
Ja, Herre, når tiden er omme,
da kalder du fluks dine fromme
fra striden i verden til freden,
fra hvilen i graven til glæden.
Aurelius Prudentius Clemens 4. årh. Peder Hegelund 1586. C.U. Sundt 1840.
Jf. nr. 565. (1) Joh 12,24