Peter Alberg 1907, Simun av Skardi 1905, Tormod Jørgensen 1928
1 0, Færø, så fager,
min dyreste skat!
Når vinterstorm brager,
i lun sommernat,
du drager derude
mig hjem i din favn.
I øer så prude,
Gud signe det navn,
som fædrene gav jer,
da de fandt bag hav jer.
Ja, Gud signe Færø, mit land.
2 Hin solglans, som svæver
om sommergrøn lid,
og stormen, som kræver
mangt liv vintertid,
og mørket, som dølger
mig fjeldryg og tind,
og lyset, som bølger
og hvisker i sind:
alt strenge, som klinger
og lønligt mig tvinger
at værge dig, Færø, mit land.
3 Mit knæ vil jeg bøje
i bøn til dig, Gud:
din fred, o du høje,
lad bringe mig bud!
Min sjæl vil sig sænke
i dit nådebad,
så tør den vel tænke
- frimodig og glad -
at frembære mærket,
som vidner om værket
det tjener dig, Færø, mit land.