Mel.: O store Gud, din kærlighed
Syndernes forladelse - Guds kærlighed - 491
1
O gode Gud, din kærlighed
den haver ingen lige,
min sjæl, min mund og tunge ved
kun lidt deraf at sige:
skønt soleklar, jeg mægter ej
den mer at gennemskue
end havets dyb på hvalens vej
og sol på himlens bue.
2
Hvad kunne dog bevæge dig
til, som den bedste fader,(1)
så inderlig at elske mig,
endskønt min synd du hader!
Hvad var der i min hytte lav
at skue og at finde,
som derpå havde mindste krav
din kærlighed at vinde!
3
Det nytter ej at tale om
vor høje byrd og stamme,
thi vel fra dig vor ånde kom,
men dybt vi må os skamme:
vi sank ej blot i støvet ned,
vi blanded os med skarnet,
så al din faderkærlighed
forspildte Adams-barnet.
4
Det ene var din miskundhed,
dit bundløst gode hjerte,
som så i nåde til os ned
og fryd os gav for smerte;
thi hvis ej nåde gik for ret,
af faldet hjalp på fode,
slet ingen mand af Adams æt
blev elsket af den Gode.
5
Men du har elsket verden så,
som os dit ord forkynder,
at før den skulle undergå,
fordømt i sine synder,
din Søn du selv i døden gav
for verdens skyld at bløde,
så uskyld sank med sorg i grav
for hele verdens brøde.
6
O, lad os elske ham igen,
som gik for os i døden!
Vi da med ham, vor sjæleven,
opstå som morgenrøden
og vandre med ham, født på ny,
ad livets vej hin trange
og høre med ham over sky
hærskarers sejerssange.
7
Ja, søde Jesus, lad din Ånd
os styrke og bekræfte,
så end i døden troens hånd
sig til dit ord kan hæfte!
Da med vort sidste suk vor sjæl
opstiger til Guds trone,
og dér med troen sejersæl
os venter livets krone!
Joh 3,16-21. Thomas Kingo 1699. N.F.S. Grundtvig 1837 og 1853.
(1) Luk 15, 11-32