Mel.: Af højheden oprunden er
Troen på Gud Fader - Skabelsen og forsynet - 16
1
O Gud! hvor er du mer end skøn,
o du Gud Fader og Guds Søn
og Helligånd tillige!
Hvor dejlig er din trones pragt,
hvor vældig er dit scepters magt,
hvor evigt er dit rige!
Hvor godt dit slot,
hvor retfærdig, hellig, værdig,
fuld af nåde
findes din regeringsmåde!
2
At du er herlig, høj og stor,
den vide himmel, brede jord
og dybe hav betegne;
det alt er kun en dråbe vand,
ja, næppe som et solegran
udi din hånd at regne,
og du dog nu
her i tiden mig, en liden
askebolig,
søger, elsker, favner trolig.
3
Men er det ej en skændig ting,
den største part så blind omkring
i denne verden vanker!
Din skabning ser man daglig på,
dog ser man, som man ikke så,
og går i andre tanker.
Ild, vand, luft, sand,
sol og stjerne, hver en kerne,
hver en dråbe
Herrens herlighed udråbe.
4
I ordet kan jeg se dig ind
udi dit hjertemilde sind
og store nådes rige;
jeg ser en bundløs kærlighed,
jo mer jeg ser, jo mindre ved
jeg, hvad jeg mer skal sige.
Ak, min Gud, din
overmåde store nåde
er så megen,
at du derved er min egen.
5
Op! op, min sjæl! fra denne jord
til Gud, som hist i lyset bor,
hvor alle engle vrimle,
hvor alle helgens syngefryd
slår an som stærke tordens lyd
i alle Himles Himle,
hvor hver især
kaster kronen hen for tronen
og til hobe
»hellig« mod hverandre råbe.(1)
6
O, hvem der dog var engleklæd
og kunne gøre selskab med
de blide serafiner,
som frydens gyldne harper slå
og op i alle toner gå
med Himmel-synge-miner.
Nu brat god nat
hermed siges verdens riges
myretue,
jeg vil op, min Gud at skue.
Hans Adolph Brorson 1734.
(1) Es 6,3