Mel.: Nederlandsk psalter 1540
Kødets opstandelse og det evige liv - Evighedshåbet - 554
1
Om Himmerigs rige vi tales ved
med al den glæde og al den fred,
Gud dér sine venner vil give;
dér sorg og sygdom ej kan få rum
så lidt som armod og fattigdom,
alt ondt vil Gud bortdrive,
så rige som konger vi blive.
2
Dér ingen bliver på næsten vred,
dér er og ikke kedsommelighed,
ej dorskhed, frygt eller fare.
Hvad ondskab nogen bedrive kan,
ret aldrig spørges i dette land,
og døden kan dér ej skade,
derfor værer evig glade!
3
Dér skulle vi nyde den evige fred,
en god samvittigheds rolighed,
med alt, hvad vi begære;
vor vilje give vi Gud i vold
og herske så med vor frelser bold
i evig fryd og ære;
hvor godt er der at være!
4
Syv gange så klar som solen her
skal hver da vorde i salighed der,
hvo kan det ret beskrive!
Som Peder Jesus på bjerget så,
skal alle hans venner hisset stå,
den glæde vil Gud os give,
om vi ville hos ham blive.
5
Hver gade og mur er af pureste guld,
den grundvold af dyrebar stene fuld
og porte af perler klare;(1)
i kor vi skulle istemme da
på gader og stræder: Halleluja!
og kende Gud åbenbare
til evig tid uden fare.
6
Dér skal vi smykkes med Himmel-dragt,
når Jesus, vor broder, med Guddoms-magt
i glans sig vil åbenbare;
dér skal for tronen vi knæle ned,
og »hellig, hellig« i evighed
vi sjunge i engleskare;
den glæde skal evig vare.
7
De venner, som døden adskilte her,
skal visselig kende hverandre der,
hvor hverken er død eller dvale;
Sankt Peder kendte og kunne forstå
Elias og Moses, han aldrig før så,
hvor liflig skal vi da tale
med venner i Himlens sale!
8
Dér mer os ej længes ved tusind år,
end her ved dagen, der var i går,
så vel er os da til mode;
gid her vi vandre vor tid med tro
og efterstunde den evige ro
hos Herren med alle de gode,
som her på hans miskundhed tro'de!
9
Han unde os her at leve så,
at når af verden vi skal bortgå,
vi da måtte være glade,
med tak for alle Guds gaver små
så frydefuld ind i Himmerig gå
ved Jesus Krist alle sammen,
det give Gud Fader, amen!
Dansk 1569. N.F.S. Grundtvig 1857.
(1) Åb 21,18-21