Søns tale ved sin mors 75 års dag

Kære mor,
Det er med såvel glæde som med vemod. at vi er kommet sammen for her at hylde dig på din 75 års dag. Glæden har sin baggrund i, at du trods din nu pæne alder stadig er sund og rask. Vemoden skyldes især, at tiden synes at løbe så ufatteligt hurtIgt.
Det vil være naturligt på en dag som denne at vende blikket lidt tilbage og se på de år, som ligger før denne din store dag. I store træk må du vel have god grund til at være tilfreds med livet. Man kan så diskutere, om tilværelsen har formet sig godt og heldigt for dig, eller om du selv har kunnet påvirke den så kraftigt, at det er gået efter de retningslinier, som du har ønsket. Alle vi, som er til stede her i dag, har i hvert fald det absolutte indtryk, at du er glad og tilfreds med dit liv.
Det centrale for dig har naturligvis altid været familien. Blot familielivet trivedes, var der intet, som kunne slå dig ud. Naturligvis har dette heller ikke været uden sorger og skuffelser; men jeg tror at kunne sige, at du også på dette område har været så heldig at have familiemedlemmer omkring dig, som hver især så en opgave i at få det hele til at fungere så harmonisk som muligt. Det gælder både far og os børn.
Når jeg taler på dine børns vegne, så vil jeg gerne benytte lejligheden til især at fremhæve et ganske bestemt begreb, der så at sige har gået som en rød tråd gennem hele vor barndom og videre opvækst. Og det er begrebet tryghed. Det er vanskeligt nærmere at forklare, hvori det består; men enhver, der selv har prøvet at leve i et hjem præget af tryghed, behøver heller ikke at få det nærmere udpenslet. Det har givet os en ro og en balance i det daglige liv, som har gjort det langt nemmere at imødegå og overvinde den modstand, som under forskellige former nødvendigvis måtte dukke op for os all sammen.
Det trygge gav sig mange forskellige udslag. Det var jo ikke kun et spørgsmål om at have smør på det daglige brød og en god seng sove i. Det var også gode råd i stort og småt, og på dette område har du altid båret dig særdeles klogt ad. Ingen af os børn har nogensinde haft en fornemmelse af, at du ville tvinge os til hverken det ene eller det andet standpunkt. Det gjaldt f. eks. vor skolegang, uddannelse eller senere familieliv. Men du gav på den anden side utvetydigt din egen mening til kende, og på baggrund af den erfaring, du selv kunne tale med, lyttede vi allerede fra ganske små nøje til, hvad du sagde.
Også økonomisk følte vi os altid trygge. Men du lærte os værdien af at økonomisere med tingene, uden at det af den grund skulle udarte til fanatisme.
Vort hjem stod altid åbent for fremmede, og det er ikke få, som gennem årene på samme måde som vi børn har nydt godt af din omsorg og velvilje. Jeg ved, at såvel børn som voksne i stort tal er kommet til dig og har lyttet.
Det var også dig, mor, som i sin tid tog initiativet til at erhverve det dejlige sommerhus ved kysten, som vi har tilbragt så mange herlige timer il og omkring.
Sundhedsmæssigt har du klaret dig forbløffende godt, helt op til denne dag. Jeg mindes aldrig at have oplevet dig syg og sengeliggende og det er nok noget af et særsyn i en familie. Men det skyldes måske at du har været så optaget af at interessere dig for andres ve og vel, at der ikke har været plads for nogen form for selvoptagethed eller selvmedlidenhed.
Det er aldeles imponerende, hvad der er kommet af hilsener til dig på denne store dag. Gaver og telegrammer hober sig op. Mennesker, som du vel troede forlængst at have sluppet forbindelsen med, giver sig atter til kende og beviser hermed, hvor meget du har betydet for dem. Også for den del af familien, som nu bor i Amerika, har du spillet en væsentlig rolle, og selv om de ikke har kunnet være med her i dag, viser gaver og breve, hvordan du udfylder deres sind.
Det er med overlæg, at jeg ikke har omtalt den betydning, du har haft for far, for hele hans levnedsløb og karriere; men det vil han utvivlsomt selv fortælle om. Jeg taler derfor i første række på børnenes og svigerbørnenes vegne, og jeg kan sige, at vi alle er dig så megen tak skyldig, at det aldrig vil være os muligt at betale denne vor »gæld« bare så nogenlunde af.
For den tredie generation, børnebørnene, har min bror Jens allerede holdt en fortræffelig tale, som jeg gerne vil komplimentere ham for. Det er helt rigtigt, at mor har været helt den samme over for disse som over for os andre. Med alt det gode og positive; som dette indebærer.
Lad mig derfor slutte her med at bede jer allesammen om påny at rejse jer, sige tak til mor for alt, hvad hun har betydet for os, og udtrykke ønsket om, at vi må have hende blandt os i mange gode år endnu.