Sidde på forundringsstolen

Straf

Vistnok den hyppigst forekommende dom af alle - og oftest den, hvormed man gør begyndelsen.
Taberen bliver anbragt midt i kredsen, siddende på en spisestuestol, så at beskuelsen fra alle sider er uhindret. Man kigger længe - og kritisk. Dette er meget ubehageligt.
Lederen går nu rundt til hver enkelt og modtager - sagte hvisket - de forskellige forundringsmotiver. Han bør notere dem alle ned; ellers kan han ikke levere dem igen uden forvanskning. Så kommer ubehagelighedens næste akt: Oplæsningen af alt det, de forskellige tilstedeværende mennesker undrer sig over hos taberen - Det kan være det meget gyldenblonde hår (det siger man i stedet for rødt), den ejendommelige profil, den kække holdning, - men det kan udmærket tillige være taberen's åndeIige dyder eller lyder, som gøres til genstand for forundringen, - eller snarere indiskretioner som: »- hvem det mon var, han gik med på Østergade i går Kl. 17.«
Enkelte giver deres forundring en venlig, ligefrem tilbedende form, andre udtrykker en direkte næsvished; men grænsen trækkes ved den klausul, at hver forundring til slut skal stedfæstes hos sin ophavsmand, idet taberen skal gætte, hvem der har fremsat hver enkelt bemærkning.
Elsker man straffe, kan taberen blive idømt en masse ved denne lejlighed, idet taberen kun bør kunne gætte tre gange på hver forundring. Men vi tilråder - som sikkerhedsforanstaltning - at navnene i alle tilfælde sluttelig skal åbenbares. Når man ved, at man skal være sin spydighed eller uartighed bekendt bagefter, skal man nok lade være at gå over stregen. Og er Lederen så ondskabsfuld først bagefter at lade deltagerne forstå, at de kommer til at stå ved, hvad de har sagt, er det kun velfortjent straf til dem, der har været for dristige. Det er egentlig en leg med stygge instinkter, men den har alderens hævd.