Mel.: Freylinghausen 1716
Kristenlivet - Modgang og håb - 648
1
Vær trøstig, mit hjerte, bedrøv dig ej mer,
tænk, at dig til bedste dog alle ting sker!
Vil Gud det forordne,
lad lyne og tordne,
så kommer dog solen omsider igen,
kun derfor frimodig, og sorgen kast hen!
2
Man vinder dog intet med suk og med sorg,
tilfreds sig at give er tryggeste borg;
at lade sig nøje,
som Gud det vil føje,
det kalder man Himlen på jorden med skel,
thi hvad Gud behager, det tjener os vel.
3
Hengivenhed deri alene består,
at man er fornøjet, hvorledes det går;
i medgang og glæde
tør mangen fremtræde
og tale om »altid frimodig i Gud«;
vær også fornøjet, når glæden går ud!
4
Gud lade os finde hengivenheds slot,
hvad Herren os giver at holde for godt!
Den hylen og klagen
gør intet til sagen,
man svækker sin sundhed og piner sin sjæl,
vær glad i vor Herre, og tro ham kun vel!
5
Vel! jeg er i Jesus fornøjet og fro,
i trængsel og glæde han bliver min ro;
hvad ham kun behager,
jeg gerne antager,
han ved, hvad mig tjener, og søger min fred,
thi er jeg frimodig og bliver derved.
Tysk 1711. Hans Adolph Brorson 1734.