1
Ved toldboden steg en matros i land,
hans hår de vare så hvide,
han havde ej set sin fædrene strand
i mange herrens tide.
2
Han havde ej set, at byen faldt
for engelske blus og brande,
ham skæbnen havde fra hjemmet kaldt
langt bort til fremmede lande.
3
Der stod han da, med hånden i barm,
og øjet så mørkt i vrede,
og stirrede med vemodig harm
på den tomme svanerede.
4
Da tørrer han sig om skægget brat,
mens tåren på kinden brænder,
han knuger den gamle begede hat
imellem de sitrende hænder.
5
”Hvor er I henne, store og små,
I havets stærke svaner,
som smykkede her i dammen lå
med Dannebrogs røde faner?
6
Søger I end den gamle færd
på fjerne, fjendtlige kyster?
Viser I fjenden, hvor stolt I bær’
de egeplankede bryster?
7
Nej! – I har glemt den gamle sang,
de danske jublende toner.
Nu stemmer I op den sejersklang,
der tordner fra britens kanoner.
8
Vel har jeg tømt så mangen skål,
men ingen så besk som den sidste,
den var iskænket til bredfuldt mål,
nu vil mit hjerte briste.
9
Når snart, kammerater, mit gamle skrog
jeg i sidste havn skal fortøje,
I svøbe en flig af Dannebrog
omkring min snævre køje.
10
Den gør så godt for ve og værk,
det svøb bør man vel hædre;
selv Jomfru Marias silkesærk
ej smerten kan dulme bedre.
11
Når da den store bådsmandsmat
på dækket kalder de døde,
da skal jeg også være parat
til mønstring hisset at møde.
12
Og chefen selv, kan I tro mig, børn!
Mig beder frem for sig træde:
”Nå, er du der, din gamle ørn!
Gak ind til din Herres glæde!”
13
Så får jeg lov at gå agter ud
til chefens kahyt den høje,
der møder jeg Wessel, Juel og Rud
og ham med det ene øje.”
14
Så talte han, og lagde sig træt –
de tro’de, han faldt i tanker –
da var han død – hans død var let,
hans hoved lå på et anker.
........................................................................................................................