Kattemad og ædel Bordeaux

Folk, der holder af vin, ligner de fleste andre - og så alligevel måske med nogle særlige karaktertræk. I hvert fald befolkes vinverdenen også af mange 'personligheder'. Vi har lavet en lille øno-antropologisk beskrivelse. Måske genkender du en eller flere af de nedenstående typer fra din færd i vinens fællesskab.

Medløberen

Denne vil som regel være af hunkøn. Der findes mange kvinder, som seriøst interesserer sig for vin. Og mange af disse er glimrende vinsmagere, ligesom nogle af verdens bedste vin journalister også er kvinder. Men generelt er vin ud over hyggeplanet en mandehobby. Alligevel vil der til de store smagninger og vinmesser ofte være lige mange mænd og kvinder.
Hvad laver den ene halvdel? Sidder og keder sig med anstand, loyale og solidariske med deres mænd. Lytter på totalt ligegyldige detaljer om gæringstemperaturer og druesammensætninger. Og det er jo forbudt at tale om udenomshændelser som familien, jobbet eller børnene. Det handler om vin.
Medløberen vil næste altid have den tvivlsomme ære at føre automobilet hjem efter smagningen. »Du er jo alligevel ikke særlig interesseret i vin!«, som det standardmæssigt udtrykkes inden afgang hjemmefra. De få gange, det ikke er tilfældet, vil man kunne konstatere, at medløberen ikke helt har den robusthed over for alkoholiske drikke som maratonsmageren, når stilethælene ekser ved mødet med det ottende glas portvin.

Vinnørden

Den studentikose kan med tiden udvikle sig til en rigtig vinnørd, når pengene bliver lidt større. Typisk når studietiden er ovre. Grundsamlingen er allerede på plads, og den vil vokse. Især de første år vil vinposten tynge svært på budgettet. Måske kommer der lidt mere balance i prioriteringen med årene, men fortsat vil et detailkendskab til dyrkningsmetoder, kultproducenter og særligt vigtige parceller i vinmarken være det foretrukne samtaleemne.
Børn på et senere tidspunkt kan trække fokus lidt væk fra de flydende varer, men indtil da er babyer typisk på trekvart liter og vejer ca. et kg.
Med tiden vil kattemaden måske vige for dåser med foie gras, men det vigtigste
vil stadig være selve flaskerne og ikke mindst samlingen. Man overtrumfer hinanden i både viden og arten af flasker og ynder til smagninger at korrekse foredragsholderen eller de andre deltagere, når de har glemt det nøjagtige udbytte per hektar i netop den årgang. Det risikerer altså at ende med, at det bliver formen, snarere end indholdet, der bliver ledestjernen. Det I kan blive den passionsløse, tørre forholden sig til analyse, data og
fakta, snarere end en livslystbaseret hengiven sig til vinens glæder.
Det siger sig selv, at nørden kan sine vinguruer på fingerspidserne og kan referere disse,
men han er ofte uenig for lige at markere sig.

Vinsnobben

Man siger gerne, at et blik på etiketten erstatter 20 års erfaring i vinsmagning. Det er lettere at komme med kloge ord og vise udsagn om en vin, når man ved, hvad det er. Vinsnobben har særlig brug for denne viden, for han drikker principielt kun de fineste og bedste vine. Helst ikke en dårlig årgang. Vigtigst af alt er dog at få fortalt, hvor mange flasker der ligger hjemme i kælderen og gerne, hvad de er værd. Der er virkelig dømt glatis, hvis han skal vurdere en vin blindt og kommer til at sætte den halvdyre, gode vin på linje med de vanlige og knalddyre vine, der normalt jongleres med.
Vin har kun interesse, hvis de er dyre eller fornemme. Vinsnobben er blasert og forkælet, gider knap linde på en prop i en vin til under 300-400 kr. Et begreb som "god til prisen" vil sikkert udløse tics og andre nervøse bevægelser, medmindre det er et særligt godt tilbud på Romanee Conti (der næppe vil kunne findes til under 10.000 kr. i nogen årgange).
En solid pengepung er ikke nogen hindring, hvis man skal udvikle sig til en ægte vinsnob. Her bruges Robert Parker og co. mere ukritisk for at imponere omverdenen.

Maratonsmageren

Bevæger man sig gennem bylivets mange fristelser af vinsmagninger tidligt og silde, vil visse ansigter gå igen. Tidlige, offentlige smagninger ligger trods alt hyppigst lørdag formiddag, men nu, da efterårets massive udbud af vinmesser og festivaler begynder, vil der være rig mulighed for lidt pleje af levercellerne allerede fra midt på eftermiddagen. Dette kan krydres med besøg i de mange private, halv- eller heloffentlige vinklubber, der har medlemssamlinger om aftenen. Alt i alt kan det give glimrende lejlighed til i løbet af dagen at oparbejde en god, rødmosset ansigtskulør, svømmende, rødsprængte øjne og den helt særlige, fedtede og glinsende hud, der kræver timer i varme lokaler i selskab med mange glas vin for at blive vedligeholdt.
Disse maratonsmagere tager det hele med. De formår på forunderlig vis at holde sig oprejst og nogenlunde klare i hovedet. Især må man imponeres over det sikre blik og den målrettede gang, når en særlig god vin spottes i horisonten. Ligeledes den adræthed, hvormed de kan kante deres ikke ubetydelige korpus gennem en tæt menneskeflok, for at nå den vin.
Men de holder af vin, selvom det er blevet ligesom lidt for meget med årene. Og væskebalancen holdes selvfølgelig på plads med store bægre af ravgult øl, når den sidste vinsmagning er lukket ned.

Den nyrige

Her nærmer vi os vinsnobben, men denne type er en tand mere overfladisk. For vinsnobben kan trods alt godt finde ud af at sætte mad og vin sammen. Eller han kan læse sig til det eller betale sig fra det. De nyrige skal bare have det dyreste og mest kultede. Jo dyrere des bedre.
Typen har mest floreret i det fjerne østen og andre oversøiske steder, men racen er også set i det europæiske. De drikker de dyreste Pomerol-vine til hvad som helst: fisk, skaldyr og stærkt krydret mad. Luksus-champagner bliver flået op ved enhver given lejlighed. D'Yquem er verdens fineste og dyreste (ganske vist søde) vin. Nuvel, så skal den også på bordet til søtungen.
Der findes kun et motiv for disse nyrige: At skilte mest muligt med deres formåen og rigdom. Intet andet hensyn tæller. Ingen diskretion eller fornemmelse for mad- og vin sammensætning. Kravene er således få: Det skal bare være dyrt nok.

Samler-samleren

Denne type er der ikke så mange af i dette land. For herhjemme kan vi i reglen lide vin. Det kan samler-samleren ikke. Han er kun interesseret i at købe vin, som andre ville købe frimærker, gamle mønter eller andre samlerobjekter. Det er kun samlingen, der tæller. Helst skal den være komplet med samtlige årgange af en bestemt vin. Og den skal selvfølgelig udstilles, snarere end blot lagres. Gerne i en termostatstyret kælder, men vises frem skal den helst.
Bordeaux er og bliver samlerobjektet over alle samlerobjekter. Det afspejles afudvalget ved vinauktioner. Samleren vil næsten altid være repræsenteret på rækkerne for at slå til, når den manglende vin udbydes. Spørger man, hvornår den og den vin skal drikkes, eller hvordan en anden smagte, vil han se undrende på en og svare, at det ved han virkelig ikke. Han drikker sjældent vin - og da oftest simple dagligvine fra supermarkedet.
I øvrigt risikerer man jo, at samlingen ikke længere er komplet, hvis man tager af den.

Den studentikose

Gennem snart mange år har seriøse og dyre vinsmagninger været præget af let forhutlede, yngre mennesker. Slidte cowboybukser og islandsk sweater-stilen. Det har ofte været studerende, som har dedikeret hele deres fritid og ikke mindst alle deres begrænsede midler til fin vin. Der kan befinde sig yderst fornemme, om end ofte ret små samlinger af de ypperste årgange, helst i lånte kældre eller i særlige vinkøleskabe i kollegieværelserne.
Når økonomien tillader det, indkøbes den næste fine flaske. Alt andet må vige - tøj, bolig og mad. Der har sågar verseret rygter om en studerende, der holdt de daglige kostudgifter nede ved periodevis at spise kattemad.
Resultatet er i reglen, foruden en god vinsamling, et detaljeret kendskab til alle årgange for yndlingsslottene. Men glæden over vinene er ægte og dyb. Jubelsstunderne er, når fælles kræfter lægges i, og der laves kæmpesmagninger med 30-40 årgange af samme vin.
Det kan der leves højt på, når den næste dåse kattemad skal fortæres.

Den glade amatør

Alt har sin begyndelse. Er man ikke vokset op i et hjem med tradition for ædle drikkevaner, må man selv begynde. Den glade amatør har og bevarer ofte en afvæbnende og sympatisk naivitet, der dog gør ham til et let offer for salgsglade vinhandlere: »Den her vil du få glæde af, når den lige er afrundet et par år i kælderen« - når den døende, tørre flaske Bourgogne bliver til en hel kasse, der kommer om bag i bilen.
Den glade amatør kan alligevel ikke smage forskel. Men glad og begejstret er han, ikke snobbet eller nørdet. »Og den har ligget på nye fade«, som han siger om den egesuppe, der har overtaget al antydning af frugt og friskhed. Det sagde vinhandleren nemlig.
Den glade amatør vil være dejligt uspoleret, højt hævet over krav til vinens balance, om
frugten er bevaret eller om fadlagringen er integreret i vinen. Hans mantra vil være: »Har vi det ikke dejligt?«, uanset, hvilke vinøse prøvelser han sættes overfor.
Bare der er vin i tilstrækkelige mængder. Og han er ikke upopulær hos vinhandleren.