Jonathan Petersen 1937, Henrik Lund 1912 William Thalbitzer 1916
1 Vort ældgamle land under isblinkens bavn
med lysende snehår om dit hoved!
Du trofaste moder, som bar os i din favn,
mens dine kysters havvildt os du loved.
2 Som umodne børn er vi gro't af din jord,
hos dig vokset op blandt dine fjelde.
Vort navn er Kalåtdlit, i sagnets dybe spor
ærværdigt for dit hvide åsyns ælde.
3 Og alt mens din rigdom blev brugt til vor gavn,
vi længtes mod verdens nye former.
Forløst fra de snærende bånd i hjemmets stavn
nu fremad, frem mod fjerne mål vi stormer.
4 I voksne nationer, stræk ud jeres hånd!
jert spor vi nu længes snart at følge.
En verden af bøger skal mane frem den ånd,
som bær os op på nykulturens bølge.
5 Umuligt nu længer at dvæle i ro
Kalåtdlit, stand op! det ny i møde!
Som fribårne men'sker herefter vil vi gro;
begynd at tro på evnens morgenrøde!