(Aprilsvise) Komp.: Niels W. Gade Forf.: Poul Martin Møller
Grøn er vårens hæk,
kåben kastes væk,
jomfruer sig alt på volden sole.
Luften er så smuk,
deres længselssuk
kendes let på deres silkekjole.
Nu har viben æg,
pilen dygtig skæg,
og violen småt på volden pipper;
gåsen sine små
lærer flittigt gå,
skaden vindigt med sin hale vipper.
Svenden med sin brud
går i haven ud,
på de grønne sko hun synes danse;
ak, hvor hun er let!
Foden er så net,
pogen sælger til dem grønne kranse.
Storken er så travl
højt på bondens gavl,
og de røde fødder næbet slibe;
høkren med sin viv
går for tidsfordriv
med sin sølvbeslagne merskumspibe.
Hulde piger små,
røde, hvide blå,
sende deres blikke rundt som pile;
og som krigerflag
i det kælne slag
silkebånd fra liljenakken ile.
Aftnen driver på,
mens de skønne gå,
bare de dem ikke skal forkøle.
Hvilken yndig strøm!
Barmen bli'r så øm,
man mit hjerte kan på vesten føle.
I den tavse nat
som en stor dukat
månen stænker guld på alle grene.
Ak, de skønne svandt
jo fra hver en kant,
det er tungt, man skal gå hjem alene.
Fremkommet første gang i Kjøbenhavns Morgenblad, nr. 49, 1825, og er vel et af dansk litteraturs mest forårstindrende digte. Utroligt tidstypisk afmaler visen sit billede, så man næsten tror, man har set det på et skilderi fra tiden, og sangen er så fuld af glæde og liv, at forårslyset tændes i os alle endnu den dag i dag.
Teksten i 3. vers siger, at "svenden med sin brud går i haven ud" ... men i originalen er haven stavet "haugen", og udtalt sådan får fremførelsen af visen måske nok endnu mere atmosfære.