Melodi: Den sømand han må lide…
1.
Ved Storstrøms stride vande,
men gemt bag bøgeskov og bugt,
ved Norets blide strande
der ligger SNEKKEN smukt.
En klub for brune gaster,
der elsker søens spejl
og hejser hvide sejl
i sommersol og blæst.
2.
Når forårsluften luner
og skørner isens vintertag,
mens middagssolen bruner
vi renser mast og stag.
Vi sliber bådens sider
helt ned til ror og køl
og trækker penselstrøg
med øl og piberøg.
3.
Vi krydser ud af Noret
med østenvind i sejlets felt
og skipperen ved roret
på læns mod Storebælt.
Han kigger tit i kortet
og råber til sin viv:
”Hej ræk mig snaps og ost
og find den røde kost.
4.
Vort rige er på søen,
der har vi frihed, liv og lyst.
Vi sejler rundt om Møen
og op langs Sverrigs kyst.
Fra Anholts stolte klinter
vi krydser viden om,
tværs over Østersø
på farten efter rom!
5.
I sommeraftenrøde
vi glider langs med Sjællands kyst
og hører toner søde
fra nattergalens bryst.
Så styrer vi mod Tårnet
med tak for sol og vind
i Norets gæstfri favn
til SNEKKENs gamle havn.
6.
Når fuglesang forstummer
og kolde skyer sejler frem,
mens jævndøgnsstormen brummer,
vi slæber grejet hjem.
Så båden op af søen -
den korte sommer svandt.
Dog, glæd dig, sejlerven:
Det bliver nok vår igen!