Thorvald Aagaard 1931 - Laurits Christian Nielsen 1901
1 Jeg ser de bøgelyse øer ud over havet spredt,
så skært og skønt i solen, som aldrig jeg har set.
Jeg ved det, som de ligger der, så er der kun så kort
fra grænse og til grænse. Men dette land er vort.
2 Jeg ser de slægter, som gik hen, mens hundredåret skred,
som vandt på Kongedybet, som under Dybbøl led;
de elsked ungt, de drømte langt, de så kun alt for kort,
men frem af dem stod folket. Og dette folk er vort.
3 Og derfor bøje vi vort sind, hvor vi i verden går,
med længsel mod de strømme, som disse kyster når;
og derfor samle vi hvert navn, som steg af folkets jord,
i dem vor fortid leved, af dem vor fremtid gror.