Komp.: E. Homeman Forf.: W. R.
Se, Jens, jeg blevet er skribent,
jeg har ej ro, før jeg har sendt
et brev til allerkærsten min, den raske landsoldat.
I pennen er jeg ikke stiv,
men hjertet hopper i mit liv
af længsel efter dig, du slemt forsorene krabat.
Jeg skriver rigt'nok kragetæer,
slår klatter både hist og her,
men meningen, ja det kan hæn's,
forstår du nok, min Jens.
Jeg går i mark, jeg går i eng,
jeg går bedrøvet i min seng,
jeg savner, hvor jeg står og går, min lille Jensemand;
gid fanden ta' den tyske ræv
og skyd ham både krum og skæv,
den svinemikkel aldrig sig i skindet holde kan.
Vi kende nok hans lumskeri,
men har hans kram dog magelig,
og prygl han får, ja, det kan hæn's,
når du slår til, min Jens.
Nu går du stramt i din mondur,
og knebelsbarten, din filur,
den er vist vokset, blevet stor, fra du tog bort fra mig.
Men det er slemt, du er så smuk,
jeg tænker ofte med et suk:
Gud ved, hvormange at der bli'r forelskede i dig.
Vær bare tro, gør ret og skæl,
og tyskerne, slå dem ihjel,
så får du ingen tid imens
til fjas, min lille Jens.
Den krig, ja, den er grulig gal!
Hvad er det for en lumpen ka'l,
som der vil være hertug, uden at han spø'r forlov?
Hør, hvis du kunne blot få ram
med dit gevær engang på ham,
så skyd blot væk, for han må ha' konfekt, som der er grov.
Du har et ærligt hjertelag,
en næve, der kan slå et slag,
så slå kun væk, så det kan kend's
på dem, min lille Jens.
Men sig mig, hvordan står det med
min Jenses vask og renlighed,
du har vist hul på hoserne, ja, kors bevares vel!
Ja, skynd dig, og kom bare hjem,
men først, når du har banket dem,
for ellers, ja, så venter jeg dog hellere, minsæl.
Men kommer du med sejr stolt,
og rigtigt har dit løfte holdt,
så skal jeg såmænd, det kan hænd's,
ta' vel imod min Jens.
Vise fra treårskrigen 1848-50. Hertugen, der uden at spørge om forlov, ville gøre sig til herre, var Hertugen af Augustenborg, der sammen med Prinsen af Nør var de to ærkefjender, der satte krigen i gang og dermed danskernes blod i kog i by som på land. Uden at dog vask, renlighed og strømpestopning skulle forsømmes! Og ikke noget med fjant og fjas i felten, næh, pas dit arbejde og slå ihjel, lille Jens, så gør du da ingen skader så længe! Og rigtigt har dit løfte holdt ... direkte stjålet fra slutningen på Fabers "Dengang jeg drog afsted" ("Sit løfte har han holdt, den tapre Landsoldat...") Pseudonymet W.R. må ikke forveksles med viseforfatteren William Rantzau, som på dette tidspunkt ikke var mere end 16-18 år gammel.