Store bededag i gamle dage

Før reformationen var der mange bededage, som kirken forsøgte at håndhæve. De blev dog ikke altid fejret med den andægtighed, som kirken ønskede. De blev afskaffet ved reformationen i 1536.
Senere genindførtes forskellige bededage. Under Christian IV var der en ugentlig bededag i byerne og en månedlig på landet. Bønderne havde ikke tid til de mange bededage og kirkelige højtider. Slet ikke om foråret, hvor der var nok at gøre på markerne.

Store bededag opstår
I 1686, da Christian V var konge, blev en almindelig bods- og bededag, nemlig store bededag lovfæstet. Den skulle falde den fjerde fredag efter påske.
Det var biskop Hans Bagger, som så inderligt havde arbejdet for, at kongen tog den bededag med i sin lov. Og herved blev det.
Da den tyskfødte statsmand, Struensee, senere i 1770, på vegne af Christian VII, afskaffede en lang række helligdage, blev store bededag bibeholdt. Selvom dagen var den eneste bededag, der var tilbage, blev, og bliver, den fortsat kaldt store bededag og var mest/kun populær i byen. Den gav byboerne mulighed for at nyde forårets komme. Skikken, at det pæne borgerskab gik tur på Volden og spiste hveder, fandtes i 1800-tallet og måske også tidligere.