Han ville ud på den vilde vove

Melodi: Ukendt - Tekst: Ukendt

Han ville ud på den vilde vove,
og bort fra byens, de skumle kroge,
han ville bort fra sin far og mor
langt ud i verden at blive stor.

Da isen løsned' fra hjemmets døre,
han rejsefærdig sig måtte gøre,
han ville prøve at glemme alt,
hvad angik hende, hvorom det gjaldt.

Engang som skipper han ville stande
på egen skude i fremmed' lande,
og dette mål, som han havde sat,
gav mod i brystet så mangen nat.

Som skibsdreng slog han sig gennem verden,
han tjente penge på al sin færden,
men ødsled' intet af lønnen bort,
den skulle gemmes til noget stort.

Han havde sejlet på sydens vande,
og satte kursen mod hjemmets strande,
han ville hjem til sin far og mor,
hjem for at vise, at han blev stor.

En stormfuld nat under Norges klipper
var søen vældig, og ræd var skipper,
men så lød skibsdrengens kække ord:
Endnu er alting dog vel ombord!

Mens vinden suste, og stormen blæste,
gik han til vejrs for et sejl at fæste,
han var den eneste, der sprang til,
så hård en dyst og forvovent spil.

Der lød et brag, og stormasten knækked',
der lød et skrig og et fald mod dækket,
det var den skibsdreng, som der faldt ned,
og faldet bragte ham dødens fred.

Den næste morgen, da skuden havned',
man mærked' godt, at en mand var savnet,
for alt var stille og tyst ombord,
af nattens rædsler bar skibet spor.

De bar ham hjem ad de stille veje,
hvor han som barn plejede at lege.
De bar ham hjem til hans far og mor,
han havde vist dem, at han var stor.

I byens grav lund en grav blev gravet,
der hviler han nu, højt over havet.
I ly af storme og bølgegang
ind under træer og fuglesang.

Du norske sømand, det skal du vide:
Sejl bare ud, men kom hjem i tide,
sæt selv din fod på den norske jord
og tag i favnen din far og mor.


Gammel norsk sømandsvise kendt i talrige, stærkt afvigende versioner.