Hans Hartvig Seedorff Pedersen.
Der rider en, Konge i Sol og i Blæst
igennem sit arvede Rige .
Og Blomsterne flyver mod ham og hans Hest
fra By og fra Bondemands Dige.
De nikker fra Sadlen, de fylder hans Favn -
og lægger uvisneligt Grønt om hans Navn.
Naar red vel en Herre saa smilende tryg
igennem de skiftende Dage!
Hans Sind det var følsomt. Men rank var hans Ryg.
Og stolt kan han se sig tilbage.
Hans Gerning var ikke en Leg, men et Værk.
Og Viljen, der bar det, var trofast og stærk.
Og dybt ind i Sagaen red han den Dag,
da Landet mod Sønder var vundet,
da Friheden løste for Sange og Flag,
hvis Flugt gennem Tider var bundet.
Da takked vi stille, da følte vi hedt,
hvor Kongen og Folket hvor Danmark var ét!
Man spurgte mig ude:' hvor vover vel han,
en Hersker, at færdes saa ene?
Jeg svared dem: han er vor frieste Mand -
dog rider han aldrig alene.
Han skærmes blot ikke af Vælde og Magt.
Om Kongen af Danmark staar Hjærterne Vagt!