Mel.: Jeg råber fast, o Herre - Befal du dine veje
Syndernes forladelse - Syndsbekendelse - 499
1
O Jesus, livsens Herre,
kom mig til hjælp og trøst!
En synder jeg mon være,
bekender dig min brøst;
min synd kan jeg ej dølge,
den tynger nat og dag,
stor sorg er i dens følge
og gør mig syg og svag.
2
Den stund jeg er i live,
jeg beder, Herre, dig,
du vil mig nåden give,
så jeg omvender mig.
Jeg meget ondt bedrevet
har al min ganske tid,
og ilde har jeg levet,
det gør mig sorg og kvid.
3
Mit kors har jeg og draget
med stor besværlighed,
som Gud det har behaget,
hvad gavnligt er, han ved.
Jeg vil ej overgive
mig i min sorg og brøst,
men fast ved Guds ord blive,
som er min bedste trøst.
4
Stor sorg i løn at drage
det gør i hjertet ve;
jeg kun for dig tør klage,
min Gud, som alt kan se;
du kan mig bedst husvale,
dig klager jeg min nød,
du svarer på min tale
med trøst i liv og død.
5
O, for din død alene
bønhør mig nådelig!
Alt ved dit ord det rene
jeg altid trøster mig;
når jeg skal heden fare
fra denne jammerdal,
min sjæl vil du bevare
udi din Himmel-sal!
Hans Christensen Sthen 1589. C.J. Brandt 1885.