Anne Linnet. Shit og Chanel, 1978.
1. Luk mine øjne jeg vil ikke se
dit smukke ansigt glemme sig selv i strømme af ild.
Luk mine ører jeg vil ikke høre
bløde læber hviske mig ord, jeg ikke forstår.
Luk foråret ude og lad mig i fred,
lad mig synke i mørkets uendelighed
lad mig være alene lad mig nu gå,
lad mig glemme det forår jeg hørte og så.
2. Du lukker mit øje med tusinde kys,
du be'r mig hvile hvor græsset er blødt ved dit bryst.
Du lukker mit øre med tusinde ord,
du fylder mit indre med lydløse sange og skrig.
Lad mig gå, lad mig være i vinterens fred,
lad mig synke i mørkets uendelighed,
lad det storme og piske, lad det fyge og sne,
lad mig glemme det forår, jeg ikke vil se.
3. Det mildner i luften, det spirer og gror,
du forår, du er som en hjertevarm kvinde der ler.
Du dropper dit slør, du ta'r bukserne af,
du strækker dig kælent og beder mig sige goddag.
Mine øjne er åbne, alt folder sig ud,
og du synger så dejligt, du sommerens brud,
dine øjne er farver, dine læber er lår,
og snart myldrer blomsterne frem af dit hår.
Du er stærk, du er syndig, du er grusomt go'
du er alt det jeg aldrig mer' troede ku' gro,
du er vinterens forvandler, din nat er så lang,
og du fylder mit indre med dårskab og sang.
--