Komp.: E. Horneman Forf.: Ukendt
Jeg har rejst jorden rundt;
men jeg har aldrig kunn't
hjemmet glemme i fremmede zoner;
for min tanke og sind,
tit når jeg slumred ind,
lød i drømme de hjemlige toner.
Jeg har hørt mangen gang
i Paris, når de sang Marseillaisen,
ja, den er ej ilde;
men jeg længtes dog tit,
ja, det tilstår jeg frit,
efter nordiske toner så milde.
Både Strauss i Berlin
og selv Lanner i Wien
har jeg hørt spille danse så kvikke;
men da Lumbye skrev op
sin champagnegalop,
tog han luven, jeg tror, fra dem begge.
Englands "God save the King"
er for mig ingen ting
imod Danmarks det dejligste vænge,
lukt med bølgerne blå,
hvor i leding vi gå
- ja, den sang vil min hyldest jeg bringe.
Om Kong Karl, som der drog
sværd från bålte og slog
moskovitten, i Sverige jeg hørte;
men den hjemlige klang
her, når jenserne sang
Landsoldaten, dog dobbelt mig rørte.
Ja, hvorhen jeg så drog
i den fjerneste krog,
overalt i de fremmede zoner,
har i hjertet jeg gemt
ja, og aldrig forglemt
fædrelandets de hjemlige toner.
En vise fra - efter alt at dømme - 1850'erne og den optimistiske tid, hvor treårskrigen var blevet sejrrigt afsluttet, og det at være dansk var noget med både styrke og fremtid i; samtidig med at skandinavismen triumferede med "nordiske toner så milde". I øvrigt må man lade den anonyme forfatter, at han kender sin samtids internationale musikrepertoire, om han så virkelig har rejst jorden rundt, eller han har hørt det i Tivolis musikpavillon' er sammen med den dejlige champagnegalop. Den svenske Kong Karl, der tales om, er Karl den 12., som i den tids studenter-kredse blev besunget i visen "Kung Karl, den unge hjalte" ... som "drog sitt svard från halte" og brød i striden frem. I øvrigt fortæller kobbersmedemadammen i "Genboerne", at hun tit hører denne sang ovre fra Regensen. Hun har dog opfattet den som "En karl med uldent bælte".