Mel.: Thomas Laub 1924
Kristenlivet - Modgang og håb - 647
1
Det er den daglig trøst, hvormed
jeg undertræder al fortræd,
ja, synd og død og Satan overvinder:
Jeg har min Gud i hjertet fat,
og Himlen er min egen skat,
hvad fattes mig, når jeg mig ret besinder?
2
Vil jeg i ordet se mig om,
o, hvor livsalig, mild og from
er du, min søde Gud, deri at kende!
Det giver både sjæl og mund
så mangen daglig frydestund,
at jeg min velstand ej kan se til ende.
3
Så sandt Gud bor i Himlens sal,
så sandt er jeg blandt deres tal,
som kalder ham med rette: Hjerte Fader;
han har til mig et fadersind,
mig slutter i sin forsorg ind,
at intet mig bedrøver eller skader.
4
Så sandt som Jesus er Guds Søn
og har forløst vort arme køn,
så sandt kan jeg mig af hans gunst berømme;
hans kærlighed er sådan brand,
at han mig aldrig glemme kan,
min frelse har ham kostet blodestrømme.
5
Så sandt som Gud den Helligånd
i dåben rakte mig sin hånd
og frelste mig af alle mine synder,
så vist han mig i hjertet bor
og gør forsikring ved sit ord,
at Gud mig ret af ganske hjerte ynder.
6
Så vil jeg bruge al min flid
i denne korte livets tid
din trofasthed med lyst at overveje;
men lad mig snart den del, jeg tror
og glædes til på denne jord,
i Himlen få til evig arv og eje!
August Hermann Francke (?) 1714. Hans Adolph Brorson 1734.