Tekst: Ludvig Brandstrup og Alfred Kjærulf. Musik: Emil Reesen
I den gode, gamle., gyldne Tid
var en Pige altid god og blid
tænk dog blot paa Roselille,
der hos Mo'eren sad saa stille.
Nu er Tiden jo forandret no'et,
Roselille er fra Bordet gaa'et,
hvem er det, der gaar paa Strøget
mellem Et og Tre?
Roselille, men uden Mor,
men til Gengæld en stor
klodset Bulldog i Snor
og i sin nye Kaabe
med det røde Foer,
hun fik i Fjor,
og, som et flot Meteor,
gaar der en Løjtnant og glor
og han vender ved Ranch,
hun ender ved Ranch,
han byder sin Hank
Ha ha ha,
naa naa naa naa!
Ha ha ha,
saa saa saa saa!
Roselille det lille Nor,
med sin Toreador
følles hjem, hvor han bor,
for hvorfor Fa'en sku' dog RoseIil føl's med sin Mor?
Naa, saa mødes de jo af og til,
og han danser med sin RoseliI,
snart paa »Nimb« og snart paa »Wivel«,
for han er en lækker Svibel.
Og paa »Dagmar« og paa »d'Angle-terr«
ved et Bord, der er belagt med Herrer,
sidder dagligt med sin »Cocktail«
og sin Cigaret
Roselille, men uden Mor,
hun har fri fra Kontor,
for Chefen han tror,
at hun er saa daarlig,
hun maa hjem til Mor,
det lille Nor.
Men hun er fIrisk som en Fisk,
en lille fræk Basilisk.
Hun ta'r Læbestift frem,
for, skønt den er Fem,
skal hun ikke hjem.
Ha ha ha,
naa naa naa naa!
Ha. ha ha,
naa naa naa naa!
Roselille, alene bor,
for, naar Lønnen er stor
paa hendes Kontor,
og hvorfor Fa'en sku' saa Roselil bo hos sin Mor?
Da hun var en ganske lille En,
var, hun altid saad'n en stille En,
og hun Iignede sin Mama,
(det had' Mama ingen Skam a'),
nu er Rosen sprunget færdig ud,
og nu ser den højst mærkværdig ud.
Jeg i Gaar i »Tidens Kvinder«
paa et Bill'de saa:
Roselille med uden Mor,
og med Hatten paa Snur
i Tyll og Velour
og. saa uden Spor af
Holdning og Figur,
som man nu bru'r -
en lækker Tærte ved Gud,
hun saa forfærdelig ud
med Frisure som Dreng,
en grusom Dessin,
og sikken en Teint.
Ha ha ha,
naa naa naa naa!
ha ha ha,
naa naa naa naa!
Roselille, som·nu er stor,
farver Haaret med Clor,
det blev Mode i Fjor,
og hvorfor Fa'en sku' saa Roselil ligne sin Mor?
Aa, hvor Dans dog er en herlig Ting,
og hun er en lille kærlig Ting,
naar hun danser med sin Løjtnant,
saa er Stemningen paa Højkant.
Nat paa Nat maa Banjospillerne
hænge i for Roselillerne
hvad er det, der gør at·»Adlon«
er saa populær?
Roselille, men uden Mor,
for, naar hun faar et Fo'er,
et Par Tournedo'er
og et Glas Champagne,
hun enhver betror,
hvor det er, hun bor.
Til Saxophonernes Vræl
hun udleverer sin Sjæl,
og, naar Klokken er Fem
ta'r RoseIil hjem
de' er li' fedt med hvem.
Ha ha ha,
naa naa naa naa!
Ha ha ha,
naa naa naa naa!
Roselill, det lille Nor,
tror at Elskov er Ord
og kolde »Cliquot'er«,
men hvorfor Fa'en spurgte RoseliI ikke sin Mor?