Ensom og øde, Fanø, din kyst
hæver sig op mod det truende vesten,
glad jeg dog mindes dig, mindes med lyst
Vesterhavsbølgernes leg ved dit bryst,
mindes din strand, dine klitter og blæsten.
Mindes de salte, de herligt forfriskende
kraftige pust du mig gav,
du, i din vælde snart blidelig hviskende,
snart som i vrede mod strandbredden piskende
stolte urolige hav.
Mindes den morgen da ilsomt min fod
stundom i sandet til ankelen begravet,
første gang ud gennem klitterne traved,
mindes den stund, da jeg pludselig stod
ansigt til ansigt med havet.
Følelsesløs var jeg vist, om jeg glemte
hav hvortil ærefrygt, sindet du stemte,
hvor du med knugende alvor mig slog,
hvor du alt småligt af tankerne jog.
Jaget af stormens usynlige spore,
var det som du på din skummende bringe
bragte til mig - til den svage og ringe
bud fra det evige, store.
Ensom og øde, kun, Fanø din kyst
hæver sig op mod det truende vesten,
dog, bag din skærmende klitrækkes bryst
frodighed lønner din søn for hans dyst,
havet må sørge for resten.
Havet det sunde, det larmende stærke,
gav dine sønner og døtre sit mærke,
gav dem sin styrke, sit salt.
Havet, der raned' dig, stykke for stykke,
bort af din kyst, er det herligste smykke,
er dig dit liv og dit alt.
Ukendt forfatter.