Tekst: Carl Arctander, Ludvig Brandstrup og Alfred Kjærulf. Musik: Emil Reesen. Sunget af Solveig Oderwald-Lander i Regnbuen på Scala Teater 1924.
Dengang hun som barn,
hun med bedstefar'n
måtte sindigt trave
i den gamle have.
Over havens hegn
kigged' hun forleg'n
på de store drenge udenfor på vej'n.
Refrain:
Lille Lise let på tå,
så misund'lig dansen gå
udenfor på pladsen,
rundt om lirekassen.
Det er klart at svært man har
ved at nøj's med bedstefar,
når man har de fine nye laksko på
og man er en lille Lise-Let-på-tå.
Ak, men såd'n rar
gammel Bedstefar
kan ej evigt trave
i den samme Have.
Og den lille Tøs,
som blev sluppet løs,
er for gadens drenge ikke mer' nervøs.
Refrain:
Lille Lise let på tå,
danser nu på må og få
med alverdens drenge -
ømt og hedt og længe.
Og den fine kjole - tænk -
den har få't et enkelt stænk, -
et par pletter hist og her, kan let man få
når man er en lille Lise-Let-på-tå.
Hvis De hulker kvalt -
trøst Dem så - thi galt
går det ikke Lise
her i denne vise.
Nej - fra favn til favn
uden sorg og savn
vil hun danse ind i ægteskabets havn.
Refrain:
Lille Lise let på tå,
danser jo så godt som få.
Dans er tidens løsen, -
altså giftes tøsen -
og så snart en mand hun får
bytter hun ham næste år,
der er altid mandfolk nok at træde på,
når man er en lille Lise-Let-på-tå.