Bordplanslege
Enhver, der byder gæster, bliver stillet overfor det pinlige problem at skulle »sætte dem sammen« på rette måde. Man går i lag med at lave en bordplan, og inden man er nået halvvejen rundt, kører man fast i problememe.
Opgaven er gjort næsten uløselig gennem et utal af fordomme. Ægtefolk må ikke placeres overfor hinanden (for at undgå, at de holder hinanden under observation og derved eventuelt skader stemningen ved bordet), kærestefolk skal have hinanden til bords (fordi de i deres egenskab af forlovede anses for at være så selvoptagne, at de er »umulige« for andre), og endelig er der den bevidste eller ubevidste rangordning, som dels gælder den sociale værdighed, dels stillingen som særligt gode venner af huset - eller hædersgæst-privilegiet, eller særstillingen som første gang inviteret gæst. Endelig har værtsfolkene det naturlige ønske om at se gæsterne placeret sådan, at de »passer sammen« på bedst mulige måde: et hensyn, der spiller en ikke ringe rolle for stemningen ved bordet... og for hele aftenens videre forløb.
Man har en chance for at slippe godt gennem denne skærssild ved at søge hele problemet løst som en selskabsleg.
Alle damerne kan f.eks. udstyres med et bordkort (hvorfor skal det altid være herrerne, der skal dirigere?). På kortet står skrevet en verslinie, som må formodes kendt af de fleste tilstedeværende. Den næste linie af verset er skrevet på et »Herrekort«, som ligger i en lukket konvolut, og herrerne skal hver tage en sådan konvolut op af en skuffe. De trækker altså i blinde - og værtsfolkene er fri for ansvaret for, hvem der får hvem til bords.
Damerne læser en efter en deres verslinie højt, og den herre, der har den efterfølgende linie, svarer ved at læse sin tekst højt. Det behøver jo ikke ligefrem at være »I alle de Riger og Lande« efterfulgt af »hvorhen jeg l Verden fo'r«, man kan også ty til mindre almindelige ting. I hjem, der absolut ingen poesi har i reolen, kan man jo til brug ved udskrivning af sedlerne tage sin tilflugt til Danmarks Melodibog eller Højskolesangbog, man kan låne på Biblioteket!
Det kan også være tilstrækkeligt at forsyne damerne med sedler og så lade herrerne svare, så godt deres viden strækker til. Derved risikerer man ganske vist, at flere kommer med svaret samtidig, men det kan klares - og det hele bliver ikke så lidt morsommere på denne måde. Det bliver en slags »Hvem-ved-Hvad« med borddamen som præmie.
En anden måde (som ligeledes berier værtsfolkene for ansvaret ved fordelingen) er en slags lodtrækning: Hver dame får et langt bånd bundet om benet. De lange ender samles således, at ingen kan se, hvor det enkelte bånd fører hen. Herrerne tager hver et bånd, og der løses op for sammenbindingen. Så er sagen klaret: Damen findes i den anden ende af båndet.
Sådan kan man få gæster placeret ved tilfældighedernes hjælp - og der kan selvfølgelig fremkomme visse uheldige kombinationer. Dem kan der rådes bod på ved et par gange under måltidet at lade herrerne skifte borddame. Bytningen kan dog kun foregå mellem retterne - helst kun ved desserten, idet de vandrende herrer kun skal flytte deres glas (evt. serviet) med sig. Det gøres på den måde, at værten (eller værtinden) opfordrer alle herrer til at flytte 4 pladser til højre. Hvis de kun flyttede to pladser, ville de jo blot komme til at sidde på den anden side af den borddame, de har, men de skal placeres mellem to helt nye damer. Denne ombytning bør dog kun foretages få gange.
Brugernes vurdering
4,0
(
57
stemmer)
Siden er blevet set 31.479 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
Du er nu logget ind og siden er tilføjet til din Festbog
Der er allerede en bruger med det brugernavn.