Mel.: Fryd dig, du Kristi brud
Troen på Guds Søn - Jesu fødsel - 127
1
Frisk op! Endnu engang
vi vil med bøn og sang
i Ånden os forene
at synge, hvad vi mene:
Vor rigdom, lyst og ære
skal Jesus ene være.
2
Gak, sorrigfulde sind,
gak med i stalden ind!
Gud vil sin Søn dig skænke,
hvor kan du dig da krænke?
Vor rigdom, lyst og ære
skal Jesus ene være.
3
Du stolte! bøj dig ned
i hjertens ydmyghed,
se, med hvor ringe sager
din Gud til takke tager:
Vor rigdom, lyst og ære
skal Jesus ene være.
4
Du arme! syng og sig:
O, jeg er mer end rig,
jeg har i stalden fundet
min skat i pjalter bundet.
Vor rigdom, lyst og ære
skal Jesus ene være.
5
Du rige! tænk dig om
ved Jesu fattigdom,
se til, du ej forglemmer
din frelsers arme lemmer!
Vor rigdom, lyst og ære
skal Jesus ene være.
6
I gamle, lister hen
til eders sjæleven,
Går også med, I unge!
af hjertens grund at sjunge:
Vor rigdom, lyst og ære
skal Jesus ene være.
7
Hvert ægtepar især
ved denne frydefærd
de unge vej skal vise
Guds kærlighed at prise:
Vor rigdom, lyst og ære
skal Jesus ene være.
8
Og I, velsigned små,
skal ej tilbage stå,
i Herrens hus og hjemme
opløfter eders stemme:
Vor rigdom, lyst og ære
skal Jesus ene være.
9
Så skal ej korsets tvang,
ej døden selv engang
os fra vor Jesus rive,
men det skal derved blive:
Vor rigdom, lyst og ære
skal Jesus ene være.
Hans Adolph Brorson 1732.