Mel.: Førreformatorisk / Nürnberg 1524 - Et trofast hjerte, Herre min
Syndernes forladelse - Guds kærlighed - 488
1
Guds Søn kom ned fra Himmerig,
han så til os i nåde,
vor gerning var uduelig,
den kunne os ej både;
vi derfor tror på Jesus Krist,
vort lys og salighed for vist,
han Himlen os forhverved.
2
At frygte Gud i allen stund,
vort håb til ham kun sætte,
at elske ham af hjertens grund
og ej hans ord forgætte,(1)
men elske Næsten som os selv,
det var Guds lov for hver en sjæl,
slet ingen den opfyldte.
3
Det måtte ske dog uden brøst,
hvis ej, var vi fortabte,
thi sendte os sin Søn til trøst
Gud Fader, som os skabte;
hvo på ham tror og bliver døbt,
til ham nu Himmerig er købt,
han aldrig skal fortabes.
4
Den tro er al vor ros for Gud,
men vil du den bevare
med håb, som deraf springer ud,
du ingen flid må spare;
af hjertet, ej med hånden blot,
din kærlighed gør Næsten godt,
om du af Gud er båren.
5
Du vente og tålmodelig
på, hvad Guds ord forjætter,
så du med glæde uden svig
i Guds hånd alting sætter,
som véd vor trang og ser vor tarv
og hjælper vist os til vor arv,
derpå du aldrig tvivle!
6
Og om du blev så syg i sind,
som på dig lå Guds vrede,
lad ingen skygge, intet skin
til mishåb dig forlede.
Med Herren strid den gode strid!
Han synes vred, men er dog blid,
thi lad dig ej forfærde!
7
I Jesu navn, hvordan det går,
bøj dine knæ for tronen,
og bed så smukt dit Fadervor,
Gud giver barnetonen,
og med et suk usigelig
Guds Ånd da går i bøn for dig,(2)
da får dit hjerte hvile.
Paul Speratus 1523. Arvid Pedersen 1529. N.F.S. Grundtvig 1845.
(1) glemme, (2) Rom 8,26