Mel.: Jesus, dine dybe vunder
Kristenlivet - Modgang og håb - 654
1
Aftensukket, nattegråden,
sjælevåndens rådvildhed
gennem mørket ser Guds øje;
dem hans hjerte ynkes ved,
og endnu før hanen gol,
siger han: Du morgensol!
bring til mine små, som græde,
håb med lys og sang med glæde!
2
Gerne Himlens engle farer,
hvor de sendes med hans ord,
men hvor julesalmen klinger,
har og Herren bud på jord;
hvor de går fra sted til sted
i hans navn, han følger med,
og hvor han er selv til stede,
flokkes englekor med glæde.
3
Så fortvivl dog ingenlunde,
hjerte, som til ham slog lid,
i hvis navn den store hvile
er beredt til evig tid!
Ørk og enlighed til trods
Jesus være vil med os,
som Gud Fader ville være
med sin Søn, den hjertenskære.
4
Bi da, sjæl, kun til i morgen!
Bi på ham, som skuffer ej!
Før endnu din sorg du vidste,
til dig var hans trøst på vej.
Han har sagt: Hvor med min tro
i mit navn forsamles to,
ikkun to af mine kære,
midt iblandt dem jeg skal være.1
5
Jesus, ja, du følger dine.
Dine bud og dine ord
altid midt i verdens ørken
dejlige er deres spor;2
de hos mig så mangen gang
banked på med englesang;
kommer nat engang med døden,
kommer du med morgenrøden.
N.F.S. Grundtvig 1849. Bearbejdet 1880.
1 Matt 18,20 - 2 Es 52,7;Rom 10,15