Mel.: Sin vogn gør han af skyer blå. Op, alle folk på denne jord
Menneskelivet - Fædrelandet - 709
1
Alfader! du, hvis navn i Nord
kan aldrig gå af minde!
Som skibet med din Søn om bord:
en bold for hvirvelvinde,
omtumlet under bølgebrag
og lig et synkefærdigt vrag
er gamle Danmarks rige.
2
Vel styrmænd nok der er om bord,
og frelse nok de ville,
men skibet lystrer ej sit ror,
forstanden står nu stille;
de, som har pløjet bølgen blå,
de blege råbe: vi forgå,
sker ej der underværker!
3
O Gud, du er endnu så stor,
så stærk just i de svage,
som da du fried ind dit ord
med dåd i gamle dage,
som da din Søn til hav og vejr
udråbte med din røst: Ti kvær!
så vind og vove dåned.
4
Og Danmark under trange kår,
imellem fjender stærke,
sig trøsted i seks hundred år
ved Kristi korses mærke
og fulgte svagt, men ærlig dog
hans kølvand under Dannebrog,
gik end det stridt mod strømmen.
5
O, væk da op hos os om bord
den kæmpe-ånd, som sover!
Giv ham at tale kraftens ord,
som kuer vind og vover!
Ja, frels os, du, som ene kan,
så lydt fra danskens fædreland
må tone takkesange!
N.F.S. Grundtvig 1848.