Sunget af Birgitte Reimer i "Her er vi igen" på Apolloteatret 1953. Musik Åge Stentoft. Tekst Børge Müller
Jeg ved godt, hvorfor han kan li' mig,
hvorfor hans syn's, at netop jeg er den
han altid drømte om og ventede på,
han er let at forstå, det er mænd.
Jeg ser det, bar' han går forbi mig.
Jeg føler det, når han er ganske nær,
hans øjne si'r det, før hans mund får det sagt,
interessen er vakt, der'r kontakt.
Det'r fordi, de sidder, som de skal, de to,
de forstår at røgte deres kald, de to,
de er altid sikre sejrherrer på
et kunstnerkarneval, de to.
Det'r ikke længer nok med øjne, der er blå,
næ, man skal helst ha' mer' end det at byde på,
og dette mer' end det skal være tippertop,
for det er det, der kvikker op.
De er skyld i mangt et mandefald, de to,
det' fordi, de sidder, som de skal, de to,
og hvis de ku' tale, var det ikke småting,
de ku få fortalt, de to.
Den lille danske frøken Runge
fik røde roser af Faruk i Rom,
den tykke vinkede: kom hen til mit bord!
Og hans glæde blev stor, da hun kom.
Først fik de smørrebrød med tunge,
og de fik os se lidt at drikke te',
så hvisked' han: jeg er din konge i nat!
Dertil svared hun brat: Hvorfor det?
Det'r fordi, de sidder, som de skal, de to,
jeg vil gerne ha' dem med til bal, de to,
de har gi'ed mig et af mine vidt berømte
små tilbagefald, de to.
Hvis du går med mig hjem og nyder et par drinks,
så skal du få et sjofelt postkort og en Sfinx.
Måske det ikke lyder godt grammatikalsk,
men du er sgu pyramidalsk.
Når jeg spør', om de sku'vær' til salg, de to,
så't fordi, de sidder, som de skal, de to.
Men desværre, Runge sagde nej og tog dem med
til Place Pigalle, de to.
Når verdens kongehuse fester,
så strømmer prinser og prinsesser til,
så er det pressefotografernes da',
de får lov til at ta', hvem de vil.
Der står de mange høje gæster,
en prins, en konge og en persisk Shah.
Men Marg'ret Rose stjæler helt interessen,
det' kun hende pressen vil ha'.
Det'fordi, de sidder, som de skal, de to,
og så er de fra Palais Royal, de to.
De ka' sætte Times og Politikens oplag op
i tusindtal, de to.
Den er forbi den tid, da Philip og prins Gorm,
tog verdenspressefotograferne med storm.
De populæreste to ting, man har i da'
kan Margaret rose sig a'.
De gør hende smuk som en krystal, de to,
det' fordi de sidder, som de skal, de to,
og har hun ikke krone og et scepter, så har hun
i alle fald, de to.
Åge Stentoft, komponisten:
Forfatteren Børge Muller havde altid en champagneprop med en strikkepind i stående på sit skrivebord. Ned over strikkepinden var der stukket alverdens papirlapper. Gamle sporvognsbilletter. Restaurationsregninger. Lapper han havde haft i lommen, og når han så fik en ide, så var det ned på lappen og hjem på pinden.
En dag sad han og jeg og skulle skrive en sang til Birgitte Reimer. Vi havde været hele pinden igennem, og der var ikke noget. Så gik vi en tur i Frederiksberg Have for at lufte hjernerne lidt. Men inden vi nåede derud, kom der en dejlig pige gående med en stramtsiddende sweater, der kraftigt fremhævede hendes ynder. Så kraftigt at jeg på lang afstand sagde, tak skal du have, har du set det livstykke, som kommer der. Det er vel nok en sag. Idet pigen passerer, siger Børge: "De sidder, som de skal de to." - Det skal sangen hedde, sagde jeg, og så kom vi ikke i Frederiksberg Have. Og i løbet af eftermiddagen var sangen færdig.
Ulla, komponistens 3. kone:
Det meste af den musik han skrev var bestillingsarbejder. Men han kunne også bare blive inspireret af øjeblikket og sætte sig og lege ved flyglet til sent på aftenen, mens jeg typisk sad og læste i en bog. Så havde han også - sjovt nok, en stående replik: "Jeg tror lige, jeg går ind og skriver en ever-green". Og han gjorde det.
Jeg husker engang på min fødselsdag. Jeg havde ønsket mig fire nye dæk til min vogn, som altid punkterede. Så kom han hjem, typisk Åge, med en splinterny lille sportsvogn og sagde: Gør det noget, der sidder en ny vogn på de fire hjul? Og jeg var henrykt.
Om aftenen havde vi så fået en vidunderlig middag. Der var en god stemning.
Vi havde delt en flaske champagne og sat os ind i havestuen - Åge ved flyglet. Så sagde han, den her skal være til dig, og på 20 minutter komponerede han så "De sidder, som de skal de to".